Verdensmålsugen: Handelsskolens elever uddelte Verdens Bedste Nyheder
Traditionen tro stod elever fra Frederikshavn Handelsskole her til morgen klar til at uddele Verdens Bedste Nyheder til de morgenfriske i anledning af Verdensmålsugen.
For de morgenfriske, der kom ind på banegården i morges eller gik forbi Føtex, stod elever fra Frederikshavn Handelsskole klar til at give dem Verdens Bedste Nyheder – en avis der fortæller om fremskridt og løsninger på klodens udfordringer.
På banegården stod Bertram, der går i 3B på HHX handelsgymnasiet:
- Jeg synes, det er fedt, at skolen laver så mange forskellige initiativer, og jeg vil gerne støtte op om det her, hvor man sætter fokus på verdensmålene.
Han havde følgeskab af byrådsmedlem og 2. viceborgmester John Lamp Henriksen, der også sidder i Frederikshavn Kommunes Verdensmålsudvalg:
- Det er jo i en god sags tjeneste, at vi står her for at gøre opmærksom på arbejdet med verdensmålene ved at fortælle de gode historier med Verdens Bedste Nyheder. Vi skulle gerne være med til at gøre verden bedre, og avisen her fremhæver nogle af de gode initiativer, siger John Lamp Henriksen.
Verdens Bedste Nyheder er en selvstændig forening stiftet af FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Hvert år en fredag i september uddeles avisen Verdens Bedste Nyheder.
- Verden er også fuld af fremskridt. Det er temaet i dette års ‘Verdens bedste nyheder’ avis. Denne sætning er vigtig at huske på i en verden, man indimellem kan føle er i tilbagegang på mange områder. Det er også en sætning, der er værd at gentage. Derfor deltager vi også igen i år i ‘Verdens bedste morgen’ hvor vi vil være at finde rundt omkring i Frederikshavn for at dele aviser ud netop med det fokus. På de gode nyheder og på fremskridt — både de store og de små, siger lektor Katrine Liv Grundtvig.
Alle handelsskolens førsteårselever på HHX handelsgymnasiet og EUD og EUX Business arbejder i dag med verdensmålene. De skal arbejde med og reflektere over verdensmålenes formål og betydning. Og så skal de arbejde med en case omkring plastik i havene.
- Vi ser Verdensmålsugen, som en årlig anledning til at sætte et ekstra fokus på aktuelle problemstillinger i forhold til Verdensmålene. I løbet af året indarbejder fagene verdensmålenes problemstillinger i undervisningen, så det er ikke nyt for eleverne at arbejde med bæredygtighed og miljømæssige problemstillinger, men det giver rigtig god mening at støtte op om Verdensmålsugen ved at gøre det til en temadag her på skolen, siger Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole.