Fælles møde tirsdag aften om Tordenskioldsdage 2025
Tirsdag 27. maj kl. 19.00 præsenteres første programudgave for årets Tordenskioldsdage, som afvikles 5. og 6. september. Alle interesserede er velkommen.
Du kan til arrangementet også møde skoleleder Helle Krogsgaard, som fortæller om skolens oplevelser ved at være deltagere i den historiske festival. Sidste år medvirkede Sæby Friskole nemlig med godt 90 elever og lærere, og opførte blandt andet en lille koncert med sange og historier om Tordenskiold.
I år fejres den blå by med flere stærke indslag i samme weekend.
Tordenskioldsdage, Åben Flådestation, Danmarks Udsendte og Øllets dag er alle potentialer, som Frederikshavn kan slå på i forhold til at trække både lokale besøgende og gæster udefra.
Tordenskioldsdage indgår i en arbejdsgruppe sammen med Stena Line og nogle af byens handels- og kulturaktører, og i netop første weekend i september er det besluttet, at Frederikshavn skal markedsføres særligt kraftigt i Göteborg.
I dette års Tordenskioldsdage planlægges et mægtigt optog gennem byen, som det har været en tradition i programmet siden 1998. Målsætningen er, at det i år skal være det største optog til dato. Sidste år deltog mere end 250 og i år er målet 500.
Til fællesmødet kan man også høre om muligheden for at være med i det store optog.
Arrangementet foregår i Fonden Tordenskiolds lokaler på havnen i Frederikshavn på adressen Knallen 3. Alle interesserede er velkomne.
Der bydes under arrangementet på en lille forfriskning og efter en præsentation af planerne for årets Tordenskioldsdage er der rig mulighed for at få en snak med de andre fremmødte. Til Tordenskioldsdage 2025 - Året er 1717 - er der fri adgang for alle.
Man kan enten blot møde op tirsdag aften kl. 19.00 på Knallen 3 i Frederikshavn, eller man kan kontakte Jan Michael Madsen, Fonden Tordenskiold, på jmm@tordenskiold.dk, hvis man har lyst til at være med i årets Tordenskioldsdage.