Gå til hoved-indhold
04. oktober 2026 - kl. 18.10

FfI er nu kun ét point fra oprykning til serie 1 efter sent comeback mod Aalborg Freja

  • 1 af 1
    Mikkel Tolstrup blev hyldet for 200 kampe på FfI's førstehold. Han ses her sammen med holdkammerat Jack Vejle og formand Steen Hjelm.
Af: Michael Kristensen

Stort FfI-comeback i serie 2, Bangsbo Freja blander sig i oprykningsræset om en plads i serie 3, Østervrå kan springe champagnepropperne lørdag, og så har Dybvad/Hørby spillet sig i pole-position og kan selv afgøre, om man skal rykke op. Læs om ugens kampe her, hvor det for alvor spidser til med nu blot tre runder tilbage af fodboldsæsonen.

Serie 1, pulje 6
Trods en glimrende indsats og et point mod topholdet Skibsby-Højene IF ligner det, at IF Skjold Sæby er at finde i serie 2 til foråret. Med tre kampe igen er der ni point op til den rigtige side af nedrykningsstregen og fire point op til den play-off-plads, der giver kampe om at undgå nedrykning. I lørdagens kamp var Skjold på egen bane foran 1-0 ved pausen, men efter en times spil udlignede gæsterne og tog det ene point med hjem til Hjørring.

Serie 2, pulje 12
Med blot et point på lørdag er FfI 1 sikret oprykning til serie 1. Det blev en kendsgerning efter weekendens runde, hvor frederikshavnerne på et sent comeback vandt 3-1 hjemme over Aalborg Freja. Otte minutter før tid var gæsterne foran 1-0, men tre sene FfI-scoringer ved Thawng Ceu, Nicolas Christensen og Nikolaj Erikslev vendte kampen på hovedet og de tre point til hjemmeholdet. Mikkel Tolstrup spillede sin kamp nummer 200 for FfIs førstehold. Lørdag er der udekamp mod formstærke Hjørring AIK Frem, hvor et enkelt point til Kenneth Kjærsgaards tropper er nok til en oprykning.

Netop Hjørring AIK Frem gjorde det onde ved SEIF i lørdagens kamp på Skeltvedvej, hvor hjørringenserne var det bedste hold gennem alle 90 minutter. SEIF havde det svært og fik aldrig spillet til at flyde. Fra at være emne til oprykning er Martin Nielsens tropper nu i fare for at rykke end i serie 3. Der er blot et point til nedrykningsplads for SEIF, så der skal nogle point på kontoen i de sidste tre spillerunder.

FfI 2 dumpede ned på netop den nedrykningsplads, da holdet lørdag fortjent tabte 2-0 mod Vodskov. Det ser svært ud for frederikshavnerne, der ikke har det letteste program tilbage. Her mangler man formstærke Aalborg Freja og de to bejlere til opryknings-play-off, nemlig Hjørring AIK Frem og IF Fremad Nørhalne.

Serie 3, pulje 24
Østervrå gør klar til oprykningsfest på lørdag, hvor holdet blot kan nøjes med uafgjort hjemme mod Skallerup. Det blev klart efter ugens kampe, hvor Østervrå mandag vandt 3-1 i Sæby og lørdag spillede 1-1 hjemme mod Skibsby-Højene. Efter kampen talte Kanal Frederikshavn med Østervrå-træner Jan Larsen, og han var yderst tilfreds med ugens udbytte.

- Vi mødte et rigtig godt Sæby-hold, der havde trukket Tobias Overlade ind på holdet, og han fylder jo for fire i det midterforsvar, lød det anerkendende og med et smil på læben fra ØVI-træneren.

- Samtidig synes jeg vi spillede en rigtig god kamp i dag mod et stærkt Skibsby-Højene-hold, hvor uafgjort var et helt fortjent resultat. Men vi håber at gøre det færdig på lørdag mod Skallerup, sagde Jan Larsen med henvisning til, at man kan vende retur til serie 2, hvor man ikke har været at finde de seneste sæsoner.

Netop Skallerup sendte Sæby hjem med et 5-1 nederlag søndag eftermiddag, og det betyder, at sæbynitterne lige nu ligger på nedryknings-play-off. Lørdag venter der en vigtig kamp hjemme mod Hjørring IF, der søndag eftermiddag vandt over Tornby og dermed kravlede over Sæby i stillingen.

Serie 4, pulje 48
FC Vakok gik mål-amok i lørdagens udekamp mod SEIF. Hele 10-0 stod der på måltavlen, da dommer Gert Michael Blomberg fløjtede den ensidige forestilling af. Derfor har FC Vakok nu fire point ned til nedrykningsstregen, hvor SEIF ligger sidst, dog med en kamp færre end de andre hold. SEIF er i opløsning med seks nederlag på stribe.

Bangsbo Freja har for alvor blandet sig i oprykningskapløbet om play-off-pladsen. Søndag vandt holdet 4-1 over Bjergby/Mygdal. Daniel Beith og Ylli Morina åbnede med to lynscoringer, inden gæsterne reducerede. Kim Birk Larsen og Cristian Blaj lukkede og slukkede med to scoringer, og Bangsbo Freja er nu kun to point efter Skibsby-Højene om pladsen, der giver mulighed for oprykningskampe.

Netop Skibsby-Højene besejrede lørdag eftermiddag FfI's tredjehold med 3-1, hvor frederikshavnerne ikke havde deres bedste dag. Holdet er dog i forholdsvis sikker afstand til nedrykningspladserne og har spillet en godkendt sæson.

Skagen måtte melde afbud til lørdagens kamp mod Hjørring AIK Frem - ikke ligefrem det bedste signal, når holdet har chancen for at rykke op.

Serie 4, pulje 50
Dybvad/Hørby ligger med tre runder igen på førstepladsen og kan nu selv afgøre, om det skal blive en hurtig retur til serie 3. Lørdag vandt man 3-0 ude over Klokkerholm. August Kjældgaard, Mads Wunderov og Mads Andersen stod for de tre scoringer.

Østervrå og Syvsten, der begge er oprykkere, ligger på de to nedrykningspladser med tre runder igen. Østervrå led onsdag aften et 2-0 nederlag ude til Sæby, og lørdag eftermiddag blev det til en ordentlig lussing, da Voerså vandt 7-0 på Østervrå Stadion. Voerså er på tredjepladsen med tre runder igen i en meget tæt topstrid.

Syvsten blev maltrakteret med hele 9-0 på udebane mod Flauenskjold, og det ligner en hurtig tilbagevenden til serie 5 for Syvsten, der har haft problemer med at stille hold til flere af efterårets kampe.

IF Skjold Sæbys sejr over Østervrå i midtugen blev fulgt op af et nederlag fredag aften, da holdet tabte 2-1 i Hjørring AIK Frem. Sæby ligger lunt på femtepladsen, og meget skal gå galt, hvid holdet skal indblandes i nedrykningsstriden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...