FfI-formand: - Vi er ovenud tilfredse med en veloverstået Cup No.1
FfI kronede en velafviklet Cup No.1 med at stryge til tops i Boys 18/19. Klubbens formand tør endnu ikke komme med et bud på årets overskud, men han garanterer, at der bliver Cup No.1 igen i 2026.
- Vi er ovenud tilfredse med en veloverstået cup. Vi føler alle, at vi er lidt til eksamen i denne uge. Alt skal klappe, alt skal fungere, og et helt års forberedelse skydes af på en uge, siger FfI's formand, Anders Brandt Sørensen.
Han er tilfreds med flere forsøg på forbedringer, blandt andet salg af pizza i det hvide telt på Fodboldvej. Formanden glæder sig desuden over, at kampprogrammet blev afviklet planmæssigt.
Hvad siger deltagerne?
- Deltagerne er generelt tilfredse. Det er klart, at lige når man har tabt, så kan man godt være lidt mellemfornøjet. Sådan skal det være. Vi har en del deltagere, som har været med i rigtig mange år, og det tyder på, at nederlagene bliver rystet af, og man er klar igen til næste år, smiler Anders Brandt Sørenen.
Omkring 600 frivillige hjælper til under FfI's internationale ungdomsturnering, som i år blev afviklet for 40. gang.
- Hvad angår de frivillige, er det en rørende fortælling i sig selv. I år er ikke en undtagelse. Masser af hænder til at løse alle opgaver. Jeg kniber mig selv i armen, når jeg ser det. Kan det virkelig være rigtigt, at så mange vil være med til at hjælpe? Men det er heldigvis sådan, det er. Og de fleste gør det med et smil på læben. Det skal være sjovt og hyggeligt at hjælpe. Og det er det, mener FfI-formanden.
Han skynder sig i den forbindelse at rose Cup No.1-koordinator Jette Varmløse, Camilla Bechfeldt i FfI's administration og inspektør Ronni K. Jensen.
- De løser alle problemer - store som små. Dem er vi ret heldige med.
Hvilket økonomisk resultat forventer I?
- Det er svært at sige. Hvert år er spændende. Vi satser hele butikken for at skaffe penge til ungdomsarbejdet. Så vi håber altid, at det går godt. Vi skal ikke skovle profit hjem til aktionærer, og vi er en frivillig bestyrelse, som alle selv betaler kontingent. Men vi skal skaffe penge til at gøre fodboldlivet fornøjeligt i klubben, hvor alle i øvrigt er velkommen.
Anders Brandt Sørensen vil ikke sætte beløb på, men der er ingen tvivl om, at FfI igen i år satser på et større sekscifret overskud.
Formanden garanterer, at der bliver Cup No.1 igen i 2026, og selv om han satser på være borgmester, når turneringen afvikles i uge 28, vil han være på plads på Fodboldvej.
- Jeg glæder mig allerede til næste år. Jeg håber, der også bliver en tjans til mig. Det vil jeg nødig undvære, fastslår Anders Brandt Sørensen.
Sportsligt endte A-slutspillet således:
Boys 10 (8):
Dnamo FC (USA) - Aalborg KFUM: 6-3
Boys 11 (8):
Bremerhaven (Tyskland) - FfI: 1-0
Boys 12 (8):
NF Academy (Portugal) - UKS Irzyk Warszawa (Polen): 3-0
Boys 13 (8):
Bremerhaven (Tyskland) - Team Østvendsyssel: 4-0
Boys 13:
Ebre Soccer Academy (Spanien) - Dnamo (USA): 3-0
Boys 14:
Intercups (Mexico) - Ceffut (Peru): 4-1 efter straffespark
Boys 15:
Intercups (Mexico) - San Francisco Seals (USA): 2-1
Boys 16:
FK Toten (Norge) - Intercups (Mexico): 1-0
Boys 17:
Ebre Soccer Academy (Spanien) - Bangsbo Freja: 2-0
Boys 18/19:
FfI - Avaldsnes/Torvastad (Norge): 5-3 efter straffespark
Girls 14:
San Francisco Aftershocks (USA) - Varhaug IL (Norge): 3-0
Girls 15:
Marin FC 1 (USA) - Marin FC 2 (USA): 2-1
Girls 16:
Five Star International (Skotland) - FC Flames (Danmark): 4-2 efter straffespark
Girls 17/18:
FK Toten (Norge) - Ferkingstad IL (Norge): 2-1