FFK Centret åbner nyt udeområde med sauna, isbad, velvære og afslapning
FFK Centret på Flade Engvej i Frederikshavn åbner nyt udeområde med sauna, isbad, velvære og afslapning i opfriskede rammer.
- Efter en større renovering er vi klar til at åbne såvel opdaterede bade- og omklædningsrum som et nyudviklet udeområde og en eksklusiv lounge kaldet "Wærens Lounge", fortæller Henrik Carlsen, bestyrelsesformand i FFK Centret.
Han opfordrer folk til at "komme og få en oplevelse ud over det sædvanlige, når vi lukker op for det spændende tilbud fra søndag 1. juni".
I det nye udeområde kombineres isbade, saunagus og massage med ro og restitution i professionelle og moderne omgivelser. Området bliver tilgængeligt både individuelt og i hold samt med og uden instruktører.
Samtidig er den gamle afdeling fra centrets opførsel i 1970'erne blevet frisket gevaldigt op med hjælp fra lokale håndværkere og donationer fra sponsorer, FFK Støtteforening og Dansk Firmaidræt.
Saunagus er et særligt nyt tilbud til de mange medlemmer og brugere af FFK Centret, men også et tilbud, der henvender sig til virksomheder, der ønsker at forkæle deres medarbejdere.
Det nye udeområde i FFK Centret tilbyder en helhedsoplevelse med fokus på både fysisk og mental velvære. Her kan man nu nyde isbade, guidede saunagus-sessioner med dygtige instruktører, massage og et dedikeret rum til afslapning og fordybelse.
- Vi har ønsket at skabe et sted, hvor folk kan lade op, finde ro og blive styrket – både individuelt og i fællesskab. Det gælder ikke kun vores faste brugere, men også virksomheder, der vil give deres ansatte en anderledes og værdifuld oplevelse, siger den nyligt tiltrådte centerleder Thomas Dalby.
Som en del af udvidelsen tilbyder FFK Centret nu også firmaevents, hvor medarbejdere kan få en pause fra hverdagen og opleve sammenhold på en ny måde – med saunagus, isbad og massage som ramme for både restitution og teambuilding.
- Den eksisterende omklædningsafdeling og et tidligere kontor har i samme ombæring fået et flot løft takket være en imponerende indsats fra frivillige og lokale håndværkere. En særlig stor tak til Daniel Wærens og Ulrik Bisgaard, der har arbejdet hårdt for at få alt klar til tiden. Deres håndværk og dedikation har, sammen med materialer fra XL Byg Elling Tømmerhandel, været afgørende for resultatet, som løbende udbygges, siger Henrik Carlsen.