Gå til hoved-indhold
02. september 2025 - kl. 00.09

FFK fordobler fitnessområde - signalerer nye tider på Flade Engvej

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Mandag åbnede Frederikshavn Firmaidræts Klub (FFK) sin nye fitnessafdeling, FFK Fitness, med helt nye maskiner og næsten en fordobling af arealet til 530 kvadratmeter. Åbningen signalerer nye tider i klubben, som nu satser benhårdt på at udvikle sine rammer og aktiviteter på Flade Engvej i stedet for at drømme om nye lokaler et andet sted i byen.

- Vi har brugt fem år på at være i dialog med blandt andre Arena Nord om bygning af nye lokaler og et spændende samarbejde, som ville gavne flere klubber i Frederikshavn, men vi nåede aldrig i mål. Nu bliver vi på Flade Engvej, hvor den nye og flotte fitnessafdeling er ét af flere tiltag til glæde for vores omkring 3.000 medlemmer, siger formand Henrik Carlsen.

Tidligere i år indviede FFK et nyt område til saunagus, og der er endvidere lavet et lokale til mindfulness. Næsten 200 jumpere og fire instruktører er aktive i FFK's jumpingsal, og Body Bike-afdeling har ligeledes 200 aktive og otte instruktører.

FFK tilbyder endvidere Body Fit, Cross Fitness, badminton og MBL (maver, baller og lår).

Der er sket et generationsskifte i FFK, hvilket også ansættelsen af Thomas Dalby som daglig leder indikerer. Han er tredje generation i familien, som har fornøjelse af FFK.

- Jeg kom her med min mor og far, når de spillede badminton. Jeg fik fem kroner til slik og hyggede mig, mens de spillede. FFK er og har altid været et særligt sted. Jeg har også været frivillig instruktør her. Det gav mig meget mere end at være lønnet instruktør i andre centre, siger Thomas Dalby.

Næstformand Trine Madsen er enig.

- Man bliver set og hørt i FFK, og vi kan påvirke andre i en positiv retning, mener hun.

Trine Madsen håber, at FFK på sigt kan tiltrække flere unge ved at lave nogle målrettede arrangementer for unge mennsker. Det kunne væe ungeaftener med interessante temaer.

Karsten Heisel Olsen er én af glade brugere i FFK's motionscenter.

- Her er familiært og hyggeligt, og folk er søde og rare. Folk får en god oplevelse, når de træner. Er du ny, skal du nok få hjælp til maskinerne, så du kan træne ordentligt, fortæller Karsten Heisel Olsen.

Han var også på plads, da FFK Fitness åbnede i går. Flere af klubbens unge og dedikerede medlemmer har lagt mange timer i det nye center, så det opfylder medlemmernes krav og ønsker. 

Centet er næsten dobbelt så stort som det gamle, og så er der imponerende højt til loftet. Det giver en speciel og dejlig fornemmelse, når man træner. Næsten alle maskiner er desuden nye.

Ud over FFK's egne tilbud er der flere foreninger, som har lejet sig ind hos FFK. Det gælder Frederikshavn Bordtennis Klub, Ældresagen, Morgengymnastikholdet af 1990, Frederikshavn Senior Idræt, FG 90, NBC, og Dansk Kennel Klub Kreds 7.

Det område, som tidligere husede FFK's motionscenter, renoveres, så det bliver indbydende for FG 90 at have flere af sine aktiviteter i.

FFK har ikke kun foretaget et generationsskifte. Klubben har også forbedret sin økonomi. Sammen med tilskud fra Dansk Firma Idræt, bingomindler og lokale sponsorer muliggør det den positive udvikling med markante forbedringer af FFK's faciliteter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...