Gå til hoved-indhold
16. august 2025 - kl. 23.08

FIK Elite Hockey Academy og CrossFit 9900 indgår stærkt samarbejde

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Ishockey Klub (FIK) er stolte af at præsentere en ny samarbejdsaftale mellem FIK Elite Hockey Academy og CrossFit 9900. Aftalen markerer et vigtigt skridt i at ruste klubbens unge talenter med endnu bedre faciliteter og alsidig træning.

Med over 50 dedikerede spillere fra U14 og opefter - og en rekordstor søgning til akademiet - tager klubben nu et skridt frem for at kunne tilbyde endnu mere professionelle rammer til de mange unge, der drømmer stort med deres sport.

Fremover træner Academy-spillerne to morgentræninger om ugen i ishockeyhallen, ledet af instruktører fra CrossFit 9900. Hertil kommer ugentlig træning i CrossFit 9900’s lokaler – delt op, så halvdelen af holdet skiftes hver onsdag. Dermed får spillerne adgang til både specialiseret og funktionel træning, samtidig med at de oplever et inspirerende træningsmiljø uden for hallen.

CrossFit er en træningsform, der styrker hele kroppen, forbedrer både styrke, hurtighed, koordination og kondition – kvaliteter, der er essentielle for ishockeyspillere. I CrossFit 9900 har man desuden fokus på de fysiske test, som FIK og Danmarks Ishockey Union arbejder med, så træningen målrettes de områder, spillerne måles på. Allerede i dag har de første spillere gennemført test i forbindelse med deres individuelle testprofiler.

- Jeg er rigtig stolt over, at det er lykkedes os at lave en samarbejdsaftale af denne kaliber. Det er en stor gevinst for os kommercielt, men rent sportsligt er det et kæmpe scoop i vores bestræbelser på at tage FIK Elite Hockey Academy til næste niveau. Mathias og Sophie præsenterer hver især et fagligt højt niveau og krydret med deres commitment og ambitioner, så jeg meget spændt og håbefuld for drengene og på Academyets vegne, siger Christian Nordentoft, bestyrelsesmedlem i FIK.

- Aftalen giver os en unik mulighed for at tilbyde spillerne bedre træningslokaler og målrettet fysisk træning i direkte forbindelse med deres istræning – hvor den ene gruppe træner inden, og den anden gruppe træner efter. Det giver optimale betingelser for at kombinere styrke, teknik og ispræstation, supplerer sportschef Nicholai Sørig.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...