Gå til hoved-indhold
28. januar 2026 - kl. 09.01

FilmMaskinen skaber fællesskaber, dannelse og stærke kulturelle oplevelser

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

FilmGK på FilmMaskinen i Frederikshavn har gennem de seneste år udviklet sig til et markant talent- og dannelsesforløb for kreative unge i Nordjylland. En samlet evaluering af elevernes erfaringer fra 2020–2025 viser, at forløbet ikke kun styrker tekniske og kunstneriske kompetencer, men også bidrager til personlig udvikling, samarbejdsevner og afklaring af fremtidige uddannelses- og karriereveje.

Evalueringen bygger på elevernes egne refleksioner og viser blandt andet, at FilmGK giver de unge en dyb forståelse for filmens virkemidler og dramaturgi, men forløbet styrker også elevernes personlige udvikling i forhold til selvtillid, ansvarsfølelse og selvindsigt og giver dem mod til at stå ved egne idéer og navigere i samarbejdende fællesskaber.

- Vi kan se, at FilmGK ikke kun uddanner i filmskabelse, men også i samarbejde, dømmekraft, kreative udviklingsmetoder, og tro på sig selv – kompetencer, der rækker langt ud over filmmediet, udtaler ansvarlig Mads Palm Jensen

Filmpremieren har markant betydning for publikum
En parallel undersøgelse af publikums oplevelse i forbindelse med FilmGK elevpremiere viser samtidigt, at elevernes film har en væsentlig kulturel betydning. Publikum beskriver filmpremieren som en stærk, fælles oplevelse, der giver indblik i unges perspektiver, lokale fortællinger og filmisk kvalitet på højt niveau.

Mange fremhæver, at mødet med filmene - og med de unge filmskabere - skaber engagement, eftertanke og en oplevelse af, at der produceres relevant og vedkommende kultur lokalt. Filmpremieren fungerer dermed ikke kun som afslutning på undervisningsforløbet, men også som et offentligt kulturelt rum, hvor filmkunst og lokalsamfund mødes.

Fra FilmGK til videre uddannelse og branche
Evalueringen viser også, at en betydelig del af tidligere FilmGK-elever er gået videre til filmuddannelser, højere kunstneriske uddannelser eller arbejde i film- og mediebranchen. Andre har valgt at tage erfaringerne med sig videre i andre kreative eller faglige retninger – med en styrket forståelse for proces, samarbejde og kreativt ansvar.

Du kan læse mere om FilmGK på FilmMaskinens hjemmeside.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...