FilmMaskinens elever vinder tre priser til The Next Film Festival
The Next Film Festival er Danmarks største filmkonkurrence for unge filmtalenter, og her mødes filmskabere fra hele landet og konkurrerer om de prestigefyldte priser. FilmMaskinen i Frederikshavn havde to film med i konkurrencen i år, og det lykkedes at vinde tre priser.
Filmene Psykocybin og K@lling er begge skabt af FGK-eleverne i 2024, og de havde premiere i Frederikshavn i november 2024. Siden da er filmene blevet sendt ud til alverdens festivaler´, og de blev altså også udtaget til at deltage i The Next Film Festival.
Festivalen, der foregår som en del af Odense Filmfestival, blev afviklet søndag 31. august i Momentum Salen i Odense. Her var 200 unge filmskabere fra hele landet samlet til en hel dag med fokus på kortfilm.
Ved aftenens awardshow sad holdene fra de to film og var spændte på at høre, hvem priserne ville gå til. Jublen var stor, da det som det første kunne afsløres, at filmen K@lling havde vundet prisen for bedste manuskript. Manuskriptforfatter Emilie Frandsen tog imod prisen under store klapsalver.
Lidt senere skulle der uddeles en særlig Honorable Mention til en producer, der har gjort det særlig godt i år. Her vandt Freja Trap Christensen med en meget flot indstilling fra juryen. Hun var producer på både Psykocobin og K@lling i 2024.
Da aftenens helt store prise skulle uddeles, sad hele FilmMaskinens hold yderst på stolene, og det blev til en gevaldig jubelscene, da K@lling blev udnævnt som vinder af Zentropas pris for årets bedste fiktion.
I filmskabernes takketale blev det tydeligt, at holdet var meget rørt. Instruktør Mille Kjeldsen udtalte:
- Tak. Det betyder rigtig meget. Det har været et sjovt projekt at arbejde på netop på grund af de simple rammer, som gjorde alting mere kompliceret, men også mere spændende på en måde.
Tonemester Nicolaj Secher tilføjede:
- Kæmpe tak til FilmMaskinen for at gøre projektet muligt og for at støtte vores kunstneriske frihed.
Alt i alt var det en fantastisk festaften i Odense, hvor de nordjyske filmskabere fik en stor oplevelse og anerkendelse for deres arbejde. De unge filmmagere er allerede i gang med deres næste film, som kan ses til FilmMaskinens premiere i november i Palads Teatret i Frederikshavn.
De to film, Psykocybin og K@lling, som FilmMaskinen havde med I konkurrencen i år, kunne desværre ikke vises på dagen, da der fra festivalens side var blevet taget en beslutning om, at de var lidt for rå og voldsomme for festivalens publikum. De ligger dog tilgængelige på FilmMaskinens hjemmeside, så alle nysgerrige, kan se dem her.
FilmMaskinen er Den Nordjyske Filmskole for unge 17-25-årige. Næste hold starter op i januar 2026, og der er åbent for tilmeldinger. Så hvis du også går og drømmer om at skabe din egen kortfilm, så er det nu, du skal melde dig til.