Filmmaskinens yngste elever optager film på HotSpot
Onsdag eftermiddag og aften var 10 elever fra Filmmaskinens fritidshold "Klaptræet" på HotSpot for at få de sidste optagelser i hus til deres årlige film. Klaptræet er Filmmaskinens yngste hold, og her går unge fra hele kommunen i alderen 12-16 år, som alle interesserer sig for at lave film - enten bagved eller foran kameraet.
I år handler deres film om en pigegruppe, hvis venskab udfordres af forelskelser og intriger. De unge har selv fundet på idéen til filmen og skrevet manuskriptet. De har også selv planlagt, hvordan alle optagelserne skal se ud, forberedt hvilket tøj de skal have på og selvfølgelig øvet replikkerne, så de var klar til at der blev råbt: Værs’go!
Indtil nu har de unge optaget i og omkring Filmmaskinen, så stemningen var høj, da de endelig fik lov til at komme ud og optage, og HotSpot var heldigvis hurtige til at sige ja til at få dem som gæster. Én fra personalegruppen fik pludselig også en statistrolle og kan se frem til at se sig selv på det store lærred.
Filmen "Kringlet" har premiere søndag 1. juni kl. 13.00 i Palads Teatret og koster kun 50 kroner pr. billet. Arrangementet varer 30 minutter. Filmen varer cirka 10 minutter, og derudover vil de unge fortælle om processen, de har været igennem, og der vil blive overrakt diplomer.
- Kom og bak op om en lidt anderledes fritidsaktivtet og alle de dejlige filmglade unge, som har arbejdet på filmen i over et halvt år. Vi glæder os til at se jer, siger projektmedarbejder Liv Lundholm Pedersen, Filmmaskinen.