Flere nye initiativer i Frelsens Hær i Frederikshavn
Frelsens Hær i Frederikshavn havde et travlt 2023 med indvielse af Aktivitetshuset Humlebien samt uddeling af fødevarehjælp og julehjælp til udsatte borgere i Frederikshavn Kommune.
- Behovene har desværre ikke ændret sig, selvom året nu hedder 2024. Derfor er der kommet nye initiativer på banen i Frelsens Hær, så vi på endnu bedre vis kan hjælpe de mennesker, der har behov for det, siger præst Anja Adjoh.
Hver mandag kl. 14-17 er Frelsens Hærs Byttebiks åben for enlige og familier, som kæmper med økonomien. Ideen er, at man kommer med brugbart tøj, sko og ting, som man ikke længere selv har brug for og derefter kan vælge det i Byttebiksen, man har behov for.
- Samtidig modtager vi også donationer. De kan stilles i gangen ved skiltet inde i Humlebien, ikke udenfor. Der modtages ikke donationer på andre tidspunkter, med mindre man har en aftale, fortæller Anja Adjoh.
Der er også mulighed for åben socialrådgivning eller hjælp til Det Digitale Danmark (eBoks, Mit-ID, boligstøtte og så videre) uden tidsbestilling i dette tidsrum. Kontakt socialrådgiver Anne for yderligere spørgsmål eller booking af aftale en anden dag på 28149483.
Byttebiksen er åben mandag kl. 14-17 i kælderen i Aktivitetshuset Humlebien på Knudensvej 1B. Socialrådgivning og hjælp er i samme bygning.
- Lige nu har vi masser af fastelavnstøj i alle størrelser - kig forbi og tag det, du har brug for, lyder opfordringen fra Anja Adjoh.
Fredag 9. februar kl. 10.30-14.30 indbyder Frelsens Hær til en Fællesskabsdag med temaet: Det gode liv. Gæster er Leif og Maj-Britt Lysgaard-Madsen fra Frelsens Hærs seniorarbejde. Det koster 50 kroner at deltage. Prisen inkluderer varm frokost og eftermiddagskaffe. Tilmelding hos Anja Adjoh på 20360370 senest 4. februar kl. 12.00.
Samme dag kl. 16.00 er der gratis fastelavnsfest for børn i alderen 2-14 år – tilmelding også senest 4. februar hos Anja Adjoh.
Ugens program i Frelsens Hær og Aktivitetshuset Humlebien – se det fulde program på Facebook:
Tirsdag kl. 12-14: Musikcafé med frokost (pris 10 kr.)
Tirsdag kl. 16-17.30: Eventyrklub for 2-7 årige
Onsdag kl. 18 i forskellige uger: Brætspilsaften, kreaklub eller fotoklub
Torsdag kl. 13 (månedligt): Bibelkursus.
Torsdag kl. 17: Mors Pause – en netværksgruppe for mødre med børn under 12 år (samtale med personale før deltagelse første gang – kontakt os på telefon eller kig forbi mandag kl. 14-17)
Fredag kl. 16-17.30: Actionklub for 8-13 år
Søndag kl. 15: Gudstjeneste med kirkekaffe bagefter. En gang om måneden erstattet af International gudstjeneste lørdag kl. 16 med fællesspisning og bortlodning