Floorball-formand: Forkert af kommunen at forbyde livestreaming
Det er trist og helt forkert, at administrationen i Frederikshavn Kommune anbefaler politikerne at forbyde livestreaming fra kommunale haller. Det mener Bjørn Kortegaard Fuglsang, som er formand for floorballklubben Frederikshavn Blackhawks, der i et års tid har tilbudt livestreaming af alle hjemmekampe fra U15 og op.
Nu lægges der op til, at kameraer, der er fast opsat i haller til brug for livestreaming af foreningsaktiviteter for børn og unge under 18 år, skal nedtages ved først mulige lejlighed i forhold til opsigelse af allerede indgåede aftaler. Og ingen nye kameraer skal tillades. Det indstiller Center for Kultur- og Borgerservice til politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget, som holder møde på torsdag.
Bjørn Kortegaard Fuglsang håber til det sidste, at politikerne træffer en anden beslutning.
- Spillere, trænere, forældre og bedsteforældre elsker det. Spillerne og trænerne bruger det som evaluering og forberedelse, mens forældre og bedsteforældre bare er glade for at kunne følge med, når børn og børnebørn spiller floorball, siger Blackhawks-formanden.
Den lokale floorballklub har haft et fast kamera installeret i Abildgårdhallen i et års tid.
- Vi har stor glæde af det, og det vil være helt forkert, hvis det nu skal tages ned. Jeg føler det som om, at vi er offer for den krænkelseskultur, som præger vores samfund i disse år. Der er muligvis nogle ganske få, som føler sig udstillet, og så skal vi alle agere ud for det. Der er ikke i orden, mener Bjørn Kortegaard Fuglsang.
Frederikshavn Kommune hæfter sig ved, at landets to store idrætsorganisationer, DIF og DGI, anbefaler, at der ikke sker livestreaming af kampe med børn og unge under 18 år.
Frederikshavn Blackhawks er uenig med DIF og DGI. Klubben kigger i stedet for på en norsk undersøgelse, hvor Norges Idrætsforbund har spurgt 281 unge mellem 13 og 19 år, hvad deres holdning er til livestreaming af kampe, hvor de medvirker. 92 procent synes, det er okay med livestreaming, mens blot tre procent er modstandere. Fem procent har ingen holdning.
I floorball skal brugerne betale en månedlig afgift for at se kampene på livestreaming. Det system er formanden glad for. Det betyder nemlig, at kampene vises mere kontrolleret og ikke er frit tilgængelige for alle på Facebook, YouTube og andre platforme.
Bjørn Kortegaard Fuglsangs opfordring til politikerne i Frederikshavn Kommune er klokkeklar. Livestreamning skal være tilladt - også når det gælder ungdomskampe. Han er enig med direktør Allan Nyhus, SvømDanmark, som under årets Sportstech Festival blandt andet stillede spørgsmålet:
- Hvor lille et mindretal skal vi tage hensyn til i forhold til flertallets interesser?