Floorball-kvinder slutter på ottendepladsen ved VM
Danmark - med otte spillere og en cheftræner fra Frederikshavn - sluttede på ottendepladsen ved VM i floorball for kvinder, efter at holdet søndag tabte 6-7 til Slovakiet i kampen om syvendepladsen.
Danskerne kom godt fra start på og kom foran 1-0 efter bare tre minutter. Kort efter udlignede Slovakiet til 1-1.
Kampen var helt åben, da pigerne gik i gang med anden periode. Slovakiet kom hurtigt foran 1-2, inden Marie Abildgaard, Frederikshavn Blackhawks, gik "køkkenvejen" mod Slovakiets målmand. Igen var kampen helt lige.
Slovakiet kom foran med 2-4, men de danske piger forsatte med at kæmpe og gav ikke op.
Danskerne gik ind til tredje periode med oprejste pander og var klar fra start af. Det lykkedes Danmark at komme på 3-4, inden Slovakiet igen slog til med to mål 3-5 samt 3-6, inden Danmark kom på 4-6, hvorefter de igen kom på 4-7, inden Danmark efter rokeringer i kæderne reducerede til 5-7 og 6-7. Det sidste mål blev scoret af Blackhawks' Sofia Frederiksen i spil 6 mod 5, da Danmark havde taget målmanden ud.
I de sidste par minutter stod den på store chancer til Danmark. De ville så gerne, men kampen endte desværre 6-7 for Søren Frederiksens tropper.
Danmarks top 3 ved VM:
Sofia Frederiksen: 4 mål og 2 assist
Line Voldby: 3 mål – 3 assist
Marie Abildgaard: 2 mål og 4 assist
Danmark sluttede dermed på ottendepladsen, hvilket var samme placering som til VM i Singapore i 2023.
Undervejs i turneringen er der blevet holdt øje med det danske kvindelandshold, da mange floorballsagkyndige er imponeret over danskernes aggressive og hurtige spillestil samt det unge hold med en helt masse talent.
Til maj er der U19-VM i Italien. Her forventes det, at flere af de unge A-landsholdpiger fra Frederikshavn deltager, da deres alder og talent gør det muligt for dem at spille på både A-landshold og U19-landsholdet.
De seks Blackhawks-piger samt landstræner Søren Frederiksen, som var med til VM, vender hjem mandag og går på en ultrakort juleferie, for allerede i den første weekend i 2026 venter Final 4 i Herning, hvor Frederikshavn Blackhawks spiller semifinale lørdag 3. januar mod Copenhagen.




































