Gå til hoved-indhold
24. september 2025 - kl. 23.09

Floorballklub får tilskud - men politikerne gik hårdt til hinanden

  • 1 af 1
    Tonen var hård og personlig i byrådssalen.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Blackhawks får 50.000 kroner i kommunal støtte til afvikling af landsstævnet i floorball 2026. Det blev enden på en længere debat i byrådet, hvor der er enighed om, at der skal skabes lighed og gennemsigtighed i de tilskud, som kommunen bevilger til events af denne karakter.

Sagen endte på byårdets dagsorden, fordi SF brugte sin standsningsret i Økonnomiudvalget. Det udløste en lang debat i byrådet, hvor tonen ind imellem var hård og personlig.

- Debatten har stået på i medierne i lang tid, blandt andet på Kanal Frederikshavn. Mange borgere giver udtryk for undren, usikkerhed og forvirring over, hvordan kommunale tilskud fordeles. Vi er ikke ude på at skade hverken FfI Håndbold, FfI Fodbold eller Blackhawks. Vi ønsker bare, at alle har ens vilkår, og behandlingen af dissse sager skal være gennemsigtig. Ellers undermininerer det befolkningens tillid til politikerne, sagde Almina Nikontovic fra SF.

Ikke mindst to tilskud på hver 250.000 kroner til Cup No.1, FfI's internationale ungdomsturnering i fodbold, og Rødspætte Cup, FfI's internationale ungdomsturnering i håndbold, har det seneste år været debatteret ivrigt. Det var to tilskud, som Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede, uden at der var en ansøgning fra de to klubber. 

Gruppeformand Jan Bjeldbak (V) takkede SF for at tage sagen op. 

- Det her (de to tilskud til Cup No.1 og Rødpsætte Cup, red.) er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når der ikke er åbenhed. Der skal være lighed for alle foreninger, men det er der ikke, og det duer ikke, sagde Jan Bjeldbak.

Sagen, som reelt drejede sig om Frederikshavn Blackhawks' ansøgning om et tilskud på 50.000 kroner, blev altså hurtigt fra både SF's og Venstres side til en debat om de 2 x 250.000 kroner til FfI Fodbold og FfI Håndbold.

- Det handler om ordentlighed. Vi skal kunne se os selv og alle andre i øjnene med det, vi foretager os. Her satte vi ordentligheden på spil. Alle er klar over, hvem der er og var formand (borgmeterkandidat Anders Brandt Sørensen og Peter Laigaard, formand for Kultur- og Fritidsuvalget, begge S, red.) i de to klubber. Der sidder også tre medlemmer fra samme parti (Socialdemokratiet, red.) på Knivholt, som fik 700.000 kroner til en trold, bemærkede Jan Bjeldbak.

Det angreb ville gruppeformand Gitte Kiilerich (S) ikke finde sig i.

- Det er bestemt ikke ordentlighed, når du anklager et parti for at have bagtanker om, hvem der får penge og ikke får penge, lød det fra Gitte Kiilerich.

Peter Laigaard bemærkede, at det var et enigt Kultur- og Fritidsudvalg (KFU), som bevilgede de to tilskud til Cup No.1 og Rødspætte Cup. Han understregede desuden, at 24 ud af 29 byrådsmedlemmer stemte for i forbindelse med budgettet.

- 24 nikkede til KFU's budget. Derfor lyder det hult, når man nu påstår, at vi fordeler penge i blinde, lød det fra Peter Laigaard.

Han fastslog også, at Venstres fem medlemmer var ikke imod. De ville bare tage pengene fra en anden kasse.

- Derfor er også utroligt, at SF og Venstre bliver ved med at tage fat i de to cup-tilskud. Sagen er jo den, at alle andre 97 kommuner i Danmark ville give deres højre hånd, hvis de i over 40 år i træk havde haft to så store events, der skaber en omsætning på tocifrede millionbeløb i deres nærområde. Som byrådspolitikere skal vi prioritere. Det har vi også gjort i denne sag. Skagen Festival får ligeledes 250.000 kroner, og fremover giver vi 300.000 kroner til Vandsportens Hus i Sæby - oveni massiv kommunal støtte i forvejen. Disse tilskud møder pudsigt nok ingen kritik, udtalte Peter Laigaard efter byrådsmødet til Kanal Frederikshavn.

Peter Laigaard oplyste på byrådsmødet, at 99,6 procent af budgettet i KFU anvendes uden ansøgninger.

SF valgte efter den lange debat at trække sagen. Dermed får Blackhawks et tilskud på 50.000 kroner. Det var der enighed om i byrådet. Det var der også, når det gælder ønsket om at skabe større gennemsigtighed i tilskud til events.

- Vi skylder borgerne, at vi har klare og åbne retningslinjer, når vi uddeler støtte og tilskud, og det skal ske hurtigst muligt, bemærkede Lone Haugaard (M).

Martin Tøttrup Kelkelund (SF) savnede ligeledes ordentlighed, men i den konkrete ansøgning fra Blackhawks undrede han sig over, at der ikke står noget om, hvad de 50.000 kroner fra kommunen skal bruges til.

- Vi har lige fået 40 millioner kroner i "fattigpenge", så må vi også forpligte os til at højne niveauet og være mere skarpe, når vi henholdsvis giver og ikke giver penge i tilskud, sagde SF'eren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...