Flot donation fra Spar Nord til De grønne Pigespejdere Hørkær/Frederikshavn
De grønne Pigespejdere Hørkær/Frederikshavn har fået en stor gave via Det Lokale Løfte fra Spar Nord.
Spar Nords strategi med Det Lokale Løfte er en hjørnesten i bankens værdier. Dette initiativ forpligter banken til at styrke lokalsamfundene og de fællesskaber, der har støttet dem i mange år.
Et initiativ som De grønne Pigespejdere Hørkær/Frederikshavn fik stor glæde af, da privatkunderådgiverne Søren Magnusson, Jonna Højmark og Michael Kofoed fra Spar Nord Frederikshavn valgte at bruge deres lokale løfte til at støtte spejderne med en donation, der gav spejderne to nye telte samt ekstra lejrudstyr – i alt en værdi på 15.000 kroner.
De grønne Pigespejdere Hørkær/Frederikshavn er en enhed, der netop i år har eksisteret i 90 år og som gør en stor forskel for børn og unge fra seks års alderen. Enheden har cirka 50 piger. De mødes hver uge og samtidig er der lejre, weekends og andre events, de deltager i.
Spejderne skal næste år deltage i Spejdernes Lejr 2026 på Hedeland. Og der har været et stort ønske om at få nye og tidssvarende telte. Og det er nu lykkedes med denne flotte donation fra de tre medarbejdere fra Spar Nord.
Tropleder Tinne Stougaard udtrykker stor tak for teltene.
- Det er virkelig dejligt, at de tre medarbejdere har valgt at bruge deres lokale løfte til spejderne, siger Tinne Stougaard.
Første del af spejderåret har for gruppen været lidt udfordrende. Spejdernes garage ved Hørkærhytten nedbrændte nytårsnat og en stor del af spejdernes grej gik op i flammerne. Det har krævet meget ekstra arbejde med oprydning, indkøb og forsikringsopgørelser med mere.
- Derfor er det ekstra fantastisk, at vi har fået denne donation og anerkendelse af det arbejde, spejderlederne gør. Vi meget taknemmelige for denne donation. En dejlig 90 års fødselsdagsgave, udtaler Tinne Stougaard.
Et af teltene blev slået op mens de tre givere så på. Spejderne glæder sig til overnatning i de nye telte.