Gå til hoved-indhold
09. oktober 2026 - kl. 00.10

Flytter fra Bornholm og åbner lægeklinik i Frederikshavn: Lægerne Bangsbo

  • 1 af 3
    Padchalack og Olaf Emil Strøm åbner Lægerne Bangsbo mandag 4. januar 2027.
  • 2 af 3
    Bygningen husede senest vikar- og rekrutteringsvirksomheden Power People.
  • 3 af 3
    - Det er første gang, at vi selv skal opbygge en klinik med alt lige fra udstyr, telefoni, IT, ansættelser med mere, fortæller Padchalack og Olaf Emil Strøm.
Af: Michael Frederiksen

4. januar 2027 åbner et helt nyt lægehus i Frederikshavn. Lægerne Bangsbo hedder lægeklinikken, hvor EN Byg er i gang med at forvandle Nordjyske Banks tidligere filial i Søndergade til et moderne lægehus.

Ægteparret Padchalack og Olaf Emil Strøm er flyttet fra Bornholm til Frederikshavn, hvor familien, som også består af sønnerne Oskar og Emil på fem og et år, har købt hus i Kilden.

Familien har ingen tilknytning til Frederikshavn. 37-årige Padchalack Strøm stammer fra Thailand, men har boet i Småland i Sverige, siden hun var to år. Olaf Emil Strøm er fra Færøerne. 

Parret mødte hinanden i Aabenraa i forbindelse med, at de uddannede sig til læger på Syddansk Universitet i Odense. Efter deres uddannelse gik turen til Grønland og de seneste tre et halvt år har de arbejdet som læger på Bornholm.

- Men især jeg savnede fastlandet, og vi ønskede at finde et sted, hvor vi kan blive permanent. Vi har altid hørt godt om Nordjylland, siger Padchalack Strøm.

Valget faldt på Frederikshavn og den tidligere bankfilial i det trafikerede lyskryds i Søndergade/Gærumvej/Thodesvej. Der bliver fem klinikrum i det gamle banklokale, mens et kontor forvandles til reception.

I første omgang skal der ansættes en sygeplejerske og en sekretær.

- Vi ønsker at lave et familielægested, hvor vi vægter kontinuitet højt. Sådan var det også på Bornholm, og det sætter patienerne pris på. De møder den samme læge, når de kommer, og vi kender vores patienter. Du kan godt kalde det for et gammeldags lægehus, siger Olaf Emil Strøm.

Lægeparret begynder uden én eneste patient. Lægerne Bangsbo er en såkaldt 0-kapacitet, det vil sige en nyoprettet lægepraksis, hvor der ikke følger patienter med fra start.

De forventer, at Region Nordjylland åbner for patienter i december, og de vurderer, at der i alt er plads til 2.600 patienter, altså 1.300 pr. læge.

- Det er første gang, at vi selv skal opbygge en klinik med alt lige fra udstyr, telefoni, IT, ansættelser med mere, fortæller Padchalack og Olaf Emil Strøm.

De sætter allerede stor pris på naturen omkring Frederikshavn. Olaf Emil Strøm har en fiskejolle, hvor han sætter garn sammen med parrets ældste søn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...