Første Maritim Student HF i år på Frederikshavn Gymnasium
Johan Pihl Toft blev årets første maritime student efter et flot 10-tal til eksamen i dansk.
Som flere andre elever på Maritime Student er Johan Pihl Toft ikke lokal. Han er fra Skinnerup ved Thisted. Med to forældre med tidligere ansættelse indenfor Det blå Danmark og med Johan som ivrig sejler kunne han nemt blive fristet af muligheden for et længere togt med Skoleskibet DANMARK. Og togtet er jo en integreret del af en Maritim Student så det var naturligt, at han kom til Frederikshavn og i øvrigt valgte nautisk linje, der giver merit til skibsføreruddannelsen.
Johan Pihl Toft har dog også gået på Klestrup Musikefterskole. Han er ivrig musiker med hang til strengeinstrumenter, og i alle årene på gymnasiet har han selvfølgelig været med i arbejdet omkring gymnasiets musical.
- Nogle af jer lagde måske mærke til, at Johan sammen med flere andre tidligere og nuværende elever på Frederikshavn Gymnasium her i foråret udgav en debutsingle med frederikshavnerbandet Velin, siger uddannelsesleder Jan Bjeldbak, Frederikshavn Gymnasium.
- I aften skal bandet faktisk øve, så mon ikke det ender med en øl, griner Johan.
I løbet af dagen skal han dog hygge og spise frokost med familien her i Frederikshavn, og 8. juli er der fest i Skinnerup.
- Togtet med Skoleskibet er klart det, jeg vil fremhæve ved min tid Maritim Student, men musikken trækker ret meget i mig, erkender Johan Pihl Toft.
Derfor starter han efter sommerferien på MGK i Odense, hvor han i øvrigt skal dele lejlighed med en nuværende klassekammerat.




































