Første Stjernefest hyldede fællesskab og mangfoldighed
I aftes åbnede Nordstjerneskolen dørene til den allerførste Stjernefest – en farverig og festlig aften, hvor elevernes familier blev inviteret indenfor for at opleve det stærke fællesskab og den pædagogiske mangfoldighed, der præger hverdagen.
Festen begyndte kl. 17.00 med en fælles opstart i det store centrale lokale PUC’en, hvor skoleleder Søren Højer Torp bød de mange fremmødte velkommen.
I sin tale understregede han, at festen ikke blot handlede om aktiviteterne i sig selv, men om noget langt større:
- I dag fejrer vi alt det, vi kan, når vi skaber sammen – som elever, familier og ansatte. Fællesskabet er vores største styrke, sagde Søren Højer Torp.
Derefter var der underholdning fra både koret og K-klassernes musikvalgholdet.
Efter velkomsten spiste klasserne sammen – de yngste i aktivitetssalen og de ældre i takkerne. Hver klasse havde fået mulighed for at dække bord på deres egen måde, og det resulterede i mange hyggelige og kreative spiseområder.
Da boderne åbnede kl. 18.00, strømmede gæsterne rundt i alle skolens afdelinger, hvor hvert hjørne bød på nye oplevelser. Stjernefesten blev på den måde ikke bare en udstilling af skolens mange pædagogiske og kreative tiltag, men et konkret udtryk for den levende og inkluderende skolekultur, som præger dagligdagen.
Med temaet ”Verdens Lande” blev skolen forvandlet til en rejse jorden rundt. Her kunne man smage græsk mad, farvelægge alverdens flag, lære at tegne Tower of London og deltage i nordiske stafetter. Overalt blev der leget, udforsket og skabt – både med perler, papirmasker, LEGO-robotter og billedkunst.
Andre steder blev der pustet bolde hen over baner, kastet med oste, spillet skak, programmeret robotter og danset i skolens eget dance-studio. Samtidig viste flere årgange egne kortfilm og digitale bøger frem, mens klasselokalerne blev brugt til alt fra følekasser og gætterier til spil og udstillinger.
- Vi ville gerne vise forældrene, hvad skolen kan, når vi løfter i flok – og det synes jeg, vi gjorde, sagde Søren Højer Torp efter festen.
Stemningen bar tydeligt præg af, at noget særligt var blevet skabt – sammen. Med den første Stjernefest blev der lagt et stærkt fundament for en ny tradition, som både elever, forældre og ansatte allerede glæder sig til at bygge videre på.