Gå til hoved-indhold
26. november 2025 - kl. 00.11

Foredrag om ludomani fyldte Frederikshavn Gymnasiums festsal

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Kanal Frederikshavn

Tirsdag eftermiddag stod SIND Frederikshavn bag et stærkt og vedkommende foredrag på Frederikshavn Gymnasium, hvor 400 elever var samlet i den store festsal. Her bød lokalafdelingens forperson, Rikke Rugholt, velkommen til oplægget "I ludomaniens klør – at gamble med livet som indsats" med forfatter og foredragsholder Marcus Kondrup Nielsen.

Med en ærlig og nærværende fortælling om sit eget forløb som ludoman formåede han hurtigt at skabe både dialog og refleksion blandt de mange unge i salen. Eleverne lyttede intenst, stillede spørgsmål og deltog aktivt i samtalen om et emne, der i stigende grad berører unge mennesker.

Marcus Kondrup Nielsen fortalte åbent om sin tid som afhængig i årene 2013–2017 – en periode, der kulminerede en juni-aften i 2017, hvor han stod på skinnerne klar til at afslutte sit liv. Den beslutning tog han heldigvis ikke, og siden har han dedikeret sin energi til at oplyse om ludomaniens mekanismer og konsekvenser.

Han har blandt andet delt sin historie i flere landsdækkende tv-udsendelser og står bag bogen “I ludomaniens klør - at gamble med livet som indsats”. Han medvirker desuden i DR’s program “Bliv klogere på ludomani – Gambler”.

Under foredraget blev der sat skarpt fokus på den massive eksponering, unge har for spil- og bettingreklamer – ofte markedsført af kendte personligheder – samt på den sårbarhed, mange unge kan opleve i mødet med spiludbydernes aggressive markedsføring.

Foredraget gav eleverne et konkret indblik i, hvor hurtigt og umærkeligt spil kan glide fra uskyldig underholdning til alvorlig og livstruende afhængighed.

Marcus Kondrup Nielsen synes, det var dejligt med den store respons fra eleverne, og han gav udtryk for, at det var et af de bedste foredrag, han har holdt – og han har faktisk holdt over 300 foredrag om emnet overalt i Danmark gennem de seneste fem-seks år.

Arrangementet blev en stærk og engagerende oplevelse, som efterlod eleverne med vigtig viden, eftertanke og forståelse for et voksende samfundsproblem.

SIND holdt et lignende arrangement i sidste uge på Læsø Skole. I næste uge holdes samme arrangement for eleverne i 10. klassecentret i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...