Foreninger i Skagen kæmper for at bevare dispensationer til livemusik
Restaurationsforskriften, som giver restauratører i Skagen mulighed for 10 gange om året at dispensere fra de generelle regler, når de har livemusik, stod til at blive annulleret, men nu opfordrer flere foreninger i Skagen til ikke at annullere restaurationsforskriften.
- Henvendelserne kommer fra Horesta, Toppen af Danmark, Skagen Handel og Skagen Erhvervsforening, oplyser borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune.
På et møde 4. marts besluttede et flertal i Plan- og Miljøudvalget, at restaurationsforskriften i Skagen skulle annulleres, fordi Miljø- og Fødevareklagenævnet har afgjort, at kommunens restaurationsforskrift er omfattet af reglerne om miljøvurdering. Dermed skal restaurationerne følge miljøbeskyttelseslovens bestemmelser.
Restaurationsforskriften giver mulighed for 10 dispensationer pr. år pr. restaurant, hvor Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser ikke skal overholdes.
En annullering af restaurationsforskriften vil alt andet lige betyde mindre livemusik i Skagen. Det er givetvis derfor, at Horesta, Toppen af Danmark, Skagen Handel og Skagen Erhvervsforening nu reagerer.
- På den baggrund har jeg bedt direktøren få svar i Miljø- og Fødevareklagenævnet på de retslige konsekvenser af den beslutning, som Miljø- og Fødevareklagenævnet afsagde i december 2023. Dette svar må meget gerne være klar inden onsdagens byrådsmøde, hvis det er muligt, siger borgmesteren.
Med andre ord: Betyder afgørelsen i Miljø- og Fødevareklagenævnet, at restaurationforskriften reelt er annulleret? Altså inden afgørelsen blev truffet i Plan- og Miljøudvalget.
- Det må være relevant at få svar på. Har nævnet annulleret restaurationsforskriften, må vi alle acceptere det. Siger nævnet derimod, vi selv bestemmer det, er det en ny situation, hvor vi vil vurdere den videre proces, siger Birgit S. Hansen.