Gå til hoved-indhold
09. december 2024 - kl. 00.12

Foreslår, at fritidsklubber for børn med særlige behov flyttes til skoler

  • 1 af 1
    Solsikken åbnede på Toftegårdsvej for 11 år siden. Nu vil kommunen flytte børnene til Frydenstrandskolen (Abildvej), hvor de går i skole.
Af: Michael Frederiksen

Fire specialklubber - for børn med særlige behov - i Frederikshavn Kommune foreslås omorganiseret. Det vil blandt andet betyde, at 17 børn i Solsikken og 15 børn i Oasen skal forlade deres fritidsklubber på henholdsvis Toftegårdsvej og Rømøvej i Frederikshavn.

Frederikshavn Kommune  vil omarganisere de specialpædagogiske fritidstilbud, så børn og unge får ét integreret specialtilbud på skolen, der inkluderer et specialpædagogisk fritidstilbud, hvortil der ikke kræves særskilt visitation.

Formålet er at skabe en helhedsorienteret tilgang, hvor skole og fritid er forbundet, og sikre lighedsprincippet ved lige muligheder for alle børn og unge i specialtilbud i kommunen. 

I øjeblikket har kun to ud af ni specialskoletilbud denne sammenhæng. I de øvrige syv kræves visitation til fritidstilbuddet, og eleverne transporteres mellem skole og fritid, hvilket skaber en mangel på sammenhæng.

Administrationen foreslår, at børn og unge i specialskoletilbud får et specialpædagogisk fritidstilbud, der er integreret med deres skolegang.
Ved at samle skole og fritid skabes en sammenhængende hverdag med gennemgående pædagogisk personale og miljøer. Denne organisering vil også styrke samarbejdet mellem hjemmet og det pædagogiske personale, da de samme voksne er omkring børnene både i skole- og fritidsdelen, mener kommunen.

De omkringliggende kommuner anvender samme praksis.

Børne- og Ungdomsudvalget drøfter sagen tirsdag i denne uge.

Center for Skole, Klub og Ungdomsskole indstiller følgende ændringer fra 1. august 2025:
Specialklub Sct. Laurentius i Skagen (aktuelt 3 elever) omorganiseres til special SFO 2 på Skagen Skole
Specialklub Solsikken i Frederikshavn (aktuelt 17 elever) omorganiseres til special SFO 2 på Frydenstrandskolen (Abildvej)
Specialklub Oasen i Frederikshavn (aktuelt 15 elever) omorganiseres til special SFO 2 på Frydenstrandskolen (Buhlsvej)
Specialklub Hans Aabelsvej i Sæby (aktuelt 0 elever) omorganiseres til special SFO 1 og 2 på Sæbygårdskolen

Byrådet har i forbindelse med budget 2025-2028 truffet beslutning om en 1 procent budgettilpasning på børn og unges fritid. Det medfører en budgetreduktion på 425.000 kroner i 2025 stigende til 2,2 millioner kroner i 2028 på specialpædagogiske fritidstilbud.

Konsekvensen ved beslutning om en omorganisering til special SFO 1 og 2 vil være en yderligere besparelse på 575.000 kroner i 2025 og overslagsår.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...