Forfatter Kirsten Thorup modtager årets Drachmannlegat
Forfatter Kirsten Thorup modtager årets Drachmannlegat. Med legatet følger et ophold på Klitgaarden Refugium og 15.000 kroner. Hun hyldes for sit "stærke og varme fortællehjerte".
Det er legatets komité, som består af forfatterne Jesper Wung-Sung og Jens Christian Grøndahl, der har udpeget Kirsten Thorup som dette års legatmodtager.
- Jeg er virkelig rørt og beæret over at skulle modtage årets Drachmannlegat med den perlerække af forfattere som forgængere. Det har en særlig betydning for mig, at det er en jury af forfatterkollegaer, der har peget på mig som legatmodtager i Drachmanns navn. En så markant og vidtspændende skikkelse i det litterære landskab, siger Kirsten Thorup.
Det er en litterær sværvægter, som i år tildeles legatet.
- Man skal til de store russiske forfattere for at finde en lignende drivkraft, tyngde og stamina som hos Thorup, skriver juryen i sin motivation og uddyber:
- "Du er en hvid væg med ører", står der i Bonsai fra 2000. Hos Kirsten Thorup synes papiret at være en hvid væg med ører, hvorigennem forfatteren læner sig frem, lytter og lader ske. Lige så foruroligende som forunderligt rejser der sig af siderne en kraftfuld kakofoni, en livets ubændige brusen, hvor stemmer taler i munden på hinanden, nye tråde lægger sig over gamle, og personernes reaktioner og følelser væves stadig tættere ind i hinanden. Læseren kan få lyst til at se væk, men må alligevel som hypnotiseret følge nålens gang. For dette stærke og varme fortællehjerte modtager Kirsten Thorup Holger Drachmanns Forfatterlegat 2024.
Helle Stenbakken, som er forstander på Klitgaarden, deler juryens begejstring:
- "Når jeg ankommer til Klitgaarden, så føles det som at være "hjemme", og jeg kan gå direkte ind på mit værelse, sætte mig ved bordet og skrive.” Sådan beskrev Kirsten Thorup sit ophold på Klitgaarden i foråret 2023. Vi glæder os meget til at byde Kirsten Thorup velkommen tilbage til Klitgaarden.
Legatet overrækkes ved et særarrangement på Skagens Museum 26. oktober 2024 fra klokken 15.00-16.30. Her vil være overrækkelse af legatet og et glas vin.