Fra Europa League til serie 3-fodbold i FfI
24-årige Gerardas Zukauskas fra Litauen er langt fra prototypen på en serie 3-spiller i Danmark.
Den dygtige midtbanespiller, der lørdag blev kåret til Kampens Spiller i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen, har været professionel fodboldspiller i Litauen i seks år, hvor han er noteret for 113 kampe i den bedste række. Han har spillet Europa League for klubben FK Atlantas og været på Litauens U21-landshold.
For et halv år siden flyttede han til Frederikshavn, hvor han nu bor sammen med sine forældre. Han arbejder - ligesom sin far - på Danish Crown i Sæby. Problemet for Gerardas Zukauskas og FfI er, at han arbejder på aftenholdet, det vil sige fra kl. 15-23.
Litaueren er derfor ikke i stand til at passe træningen i FfI, og derfor må han nøjes med at spille på andetholdet i serie 3. Her er det tydeligt, at FfI disponerer over en spiller med flere kvaliteter, end man normalt oplever på dette niveau.
Gerardas Zukauskas håber dog, at han snart kan begynde at arbejde fra kl. 7-15. Han fortæller, at FfI er i dialog med Danish Crown om ændrede arbejdstider. Sker det, er FfI's førsteholdstræner Troels Gaardbo ikke i tvivl om, at Gerardas Zukauskas tilspiller sig en plads på FfI's JS-hold.
Selv om springet fra A Lyga i Litauen til serie 3 i Danmark er stort, erkender midtbanespilleren, at det er hårdt at spille seriefodbold, når man ikke træner.
- Men jeg gør det så godt, jeg kan, og forsøger at hjælpe mine holdkammerater, lyder det beskedent fra Gerardas Zukauskas.
Han lægger ikke skjul på, at han stadig har ambitioner om at spille fodbold på et højt niveau, men indtil videre giver han den en skalle på FfI's serie 3-hold. Lørdag tilkæmpede han sig det afgørende straffespark, da FfI vandt 2-1 over SEIF.
- Det var et derby, og jeg er glad for, at vi vandt. Der var mange nærkampe på banen, men jeg tror vi vandt, fordi vi ville det lidt mere, vurderer Gerardas Zukauskas.
<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fkanalfrederikshavn%2Fvideos%2F1375874972555630%2F&show_text=0&width=560" width="560" height="315" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowtransparency="true" allowfullscreen="true"></iframe>





































