Gå til hoved-indhold
16. september 2026 - kl. 13.09

Fra idé til virkelighed: Forældre skabte nye læringsmiljøer på legepladsen

  • 1 af 9
  • 2 af 9
  • 3 af 9
  • 4 af 9
  • 5 af 9
  • 6 af 9
  • 7 af 9
  • 8 af 9
  • 9 af 9
Af: Michael Frederiksen

I lørdags blev der taget godt fat på legepladsen ved Børnehuset Sæbygårdvej. Med udgangspunkt i børnehusets ønsker til de udendørs læringsmiljøer gik forældre og børn i gang med hammer, pensler og masser af gåpåmod.

Personalet i Børnehuset Sæbygårdvej havde på forhånd gjort sig tanker om, hvordan legepladsen kunne udvikles, så de udendørs rammer i endnu højere grad kan understøtte børnenes leg, læring, fantasi og fællesskab. Tankerne var blandt andet blevet konkretiseret i en tegning, der viste nogle af de ting, personalet drømte om at få på legepladsen.

Og lørdag blev flere af idéerne gjort til virkelighed.

Der blev blandt andet bygget en stald til kæpheste, lavet nye kæpheste og etableret en indhegning, hvor børnene kan lade fantasien få frit løb. Et værksted blev malet, og der blev også bygget en scene, hvor børnene fremover kan optræde for hinanden.

Dermed er der skabt nye muligheder for, at børnene kan bruge legepladsen på forskellige måder – både til rollelege, kreativ udfoldelse, bevægelse, fordybelse og fællesskab.

Børn og voksne tog fat sammen
Arbejdsdagen var arrangeret af forældrerådet, og både forældre og børn tog del i arbejdet.

Børnene hjalp til, hvor de kunne, og når der var brug for en pause fra byggeriet, var der naturligvis også tid til at lege. På den måde blev dagen i sig selv en blanding af fællesskab, leg og læring.

Der blev også sørget godt for de voksne undervejs. Nogle havde taget boller med, andre havde kage med, og fælles for dagen var den gode energi og lysten til at gøre børnehusets legeplads endnu bedre.

Børnehusets leder, Winnie Bach Thejl, er glad for den opbakning, som arbejdsdagen viste:

- Jeg vil gerne sige kæmpestor tak til de forældre, der i lørdags brugte deres tid og kræfter på at gøre vores legeplads endnu bedre for børnene. Det er vigtigt for os at mærke den opbakning.

Arbejdede to timer længere
Og arbejdsdagen blev noget længere end først planlagt.

Tiden fløj afsted, selskabet var godt, og lysten til at komme i mål med projekterne var stor. Derfor endte forældrene med at knokle videre hele to timer længere end planlagt.

Tilbage står en legeplads, hvor flere af personalets idéer nu er blevet til virkelighed – og hvor børnene fremover får endnu flere muligheder for at lege, lære, skabe og optræde sammen.

En lørdag med fællesskab og frivillige kræfter har dermed givet Børnehuset Sæbygårdvej nye udendørs læringsmiljøer, som forhåbentlig vil skabe glæde og masser af gode legeoplevelser for børnene i lang tid fremover.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...