Gå til hoved-indhold
21. november 2025 - kl. 14.11

Frederikshavn Erhvervsforening bakker Frederikshavns juleudsmykning op

  • 1 af 3
    Foto: Michael Madsen, Octomedia
  • 2 af 3
    Foto: Michael Madsen, Octomedia
  • 3 af 3
    Foto: Michael Madsen, Octomedia
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Erhvervsforening bakker Frederikshavns unikke juleudsmykning op med en tre-årig aftale.

FREDERIK overtog driften og udviklingen juleudsmykningen i 2014 fra Frederikshavn Kommune og har siden videreudviklet den via medlemsbidrag og samarbejdsaftaler med lokale virksomheder og banker samt fonde.

- Juleudsmykningen er blevet en del af Frederikshavns DNA. Den skaber ikke kun stemning, men tiltrækker gæster, styrker detailhandlen og giver byen et stærkt brand i en tid, hvor oplevelser er afgørende for at fastholde aktivitet. Derfor ser vi det som en strategisk indsats, vi gerne bakker op om, fortæller Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsforening.

Juleudsmykningen er vigtig for både borgere og gæster, og julelyset skaber glæde og omsætning via madoplevelser, julehandel og hotelophold.

- Vi sætter stor pris på og er taknemmelige for Frederikshavn Erhvervsforenings flotte bidrag de kommende tre år. Det er altafgørende med et stærkt lokalt engagement og opbakning, hvis FREDERIK skal bevare og udvikle byens unikke juleudsmykning, fortæller handelschef i FREDERIK, Dan Kobberup.

Aftalen med Frederikshavn Erhvervsforening skaber ekstra glæde i FREDERIK, som fra i år har mistet 175.000 kroner i tilskud til juleudsmykningen fra Frederikshavn Kommune.

Juleudsmykningen er gennem de seneste 10 år videreudviklet med flere oplevelsespunkter, bl.a. lysgardin, elge og Julebamsen "Frede".

- Det kræver et stort lokalt engagement og midler fra byens erhvervsliv og interessenter, så vi sammen kan fortsætte udvikling af byens unikke udsmykning, udtaler Dan Kobberup.

Den omfattende montering af juleudsmykning er i fuld gang og den lokale julehandel skydes i gang til Open By Christmas fredag 28. november med juleshopping til klokken 22.00.

Se programmet og julens oplevelser på www.frederik.nu.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...