30. august 2023 - kl. 10.08
Frederikshavn Friskole fortsætter populær aftenklub
Frederikshavn Friskole fortsætter med sin populære aftenklub, som er for alle fra elever fra 3. til 8. klasse.
- Denne gang holder vi aftenklub om onsdagen hver anden gang. De andre gange er det om fredagen, oplyser pædagog Lasse Eriksen.
Aftenklubben begynder på fredag 1. september fra kl. 16.00-20.00.
- Vi håber på at se en masse glade børn og unge. Aktiviteterne spænder vidt, lige fra masterchef til dans og boldspil. Man kan selv vælge, om man vil deltage i aktiviteterne, eller om man bare vil hænge ud med sine venner, fortæller Lasse Eriksen.
I caféen kan man købe lidt snoller, sodavand og toast til fornuftige priser. Entre betales pr. gang.
- Vi ses til nogle fede og sjove aftener, lyder meldingen fra Lasse Eriksen.