Frederikshavn Havn har potentiale til at blive en stærk og bæredygtig virksomhed
Tirsdag aften holdt LOF NORD og Venstre Frederikshavn et velbesøgt debatmøde i Restaurant Møllehuset om Fremtidens Havn. LOF NORD’s skoleleder, Jan Vestergaard, bød velkommen, hvorefter Venstres borgmesterkandidat, Jon Andersen, overtog rollen som ordstyrer.
Aftenens panel bestod af to markante fagfolk med stor indsigt i havne, økonomi og maritim udvikling:
- Kenn Steger-Jensen – professor i maritim logistik ved Aalborg Universitet. Ekspert i havnelogistik og forsyningskæder med fokus på fremtidens maritime transportinfrastruktur.
- Lars Krull – seniorrådgiver i økonomi ved Aalborg Universitet og næstformand i Aalborg Havns bestyrelse. Kendt bankekspert med stor erfaring inden for finansiering og havneforvaltning.
Begge paneldeltagere fik 15 minutter til at dele deres viden og perspektiver på drift og udvikling af danske havne – med særligt fokus på Frederikshavn Havn, som i øjeblikket står over for økonomiske udfordringer.
Begge eksperter understregede, at Frederikshavn Havn bør forblive på kommunale hænder, men at der kan være behov for at ændre strukturen – eksempelvis til en selvstyrehavn eller et aktieselskab. De pointerede, at man ikke skal se tilbage, men fremad mod udvikling og nye muligheder.
Et centralt tema var behovet for at løfte dele af havnens gæld ud for at skabe ro og stabilitet. Samtidig skal havnen gøres konkurrencedygtig på pris for at tiltrække og fastholde lejere.
De to eksperter mener, at Frederikshavn Havn har potentiale til at blive en stærk og bæredygtig virksomhed i fremtiden – forudsat at den tilføres de rette kompetencer.
Der blev opfordret til, at det kommende byråd samarbejder bredt om havnens fremtid – for uden samarbejde sker der intet, som de begge formulerede det.
Debatten kom også ind på arbejdspladserne forbundet med det nye orlogsværft, som staten etablerer i Frederikshavn. Panelet fremhævede, at havnen genererer mange arbejdspladser, men at man skal være opmærksom på, at en stor del af den udenlandske arbejdskraft ikke betaler skat i kommunen. Derfor er det vigtigt at skabe rammer, der styrker lokal beskæftigelse.
Der var stor spørgelyst blandt de fremmødte, og debatten blev både livlig og konstruktiv. Blandt deltagerne var der flere byrådsmedlemmer og kandidater fra forskellige partier, hvilket vidner om en bred politisk interesse for havnens fremtid og dens betydning for Frederikshavn Kommune.
Til slut blev det understreget, at havnen spiller en nøglerolle for både erhvervsliv og beskæftigelse i Frederikshavn Kommune, og at en velstyret havn kan blive en motor for vækst i mange år fremover.






































