Frit lejde og ingen løftede pegefingre ved sikkerhedsevent
I weekenden afviklede Super Dæk på Grønlandsvej i Frederikshavn et sikkerhedsevent henvendt til unge knallert- og scooterkørere. Det skete i kølvandet på den seneste tids debat på blandt andet Kanal Frederikshavn og sociale medier om de unges kørsel på de to-hjulede maskiner.
- Det blev til nogle fantastiske timer, hvor de unge hyggede sig sammen med os. Mange forældre var også mødt op blandt de i alt 150 mennesker. Vi skruede på maskinerne sammen og satte fokus på sikkerhed – uden at det blev kedeligt, fortæller Søren Bødker fra Super Dæk.
De unge var på forhånd blevet lovet frit lejde og ingen løftede pegefingre.
- Der var også relevante myndigheder til stede, og vi tilbød de unge et gratis sikkerhedstjek med fokus på lys, bremser og dæk, ligesom vi kom ind på vigtigheden af at bruge hjelm. De unge kunne også få målt deres knallerts topfart på et rullefelt. Der var ingen kontrol eller bøder, men der var værkstedshygge blandt ligesindede, siger Søren Bødker.
- Det er min tro og mit håb, at de unge kom hjem en smule klogere, så de tænker sig bedre om, når de færdes i trafikken. Da jeg var ung, kørte min knallert nok også lidt over det tilladte, men det er vigtigt, at de unge lærer at færdes forsvarligt i trafikken – både for deres egen og deres medborgeres skyld, mens de plejer deres interesse for knallerter, og det er min opfattelse, at de fik noget brugbart med hjem, understreger Søren Bødker.
Da Erik Hauch fra Jerry's hørte om arrangementet, blev han så begejstret, at han uden beregning servicerede de unge med mad fra sin foodtruck.