Fuldt hus hos Jensen Jordbær: René fortalte historier fra et liv i halvmørke baggårde
Både "baktrolde", bønder og bysbørn var mødt temmelig talstærkt frem fredag aften hos Jensen Jordbær, som havde inviteret lokale René Dahl Andersen til at fortælle røverhistorier fra sit lange liv som narkobetjent på Vesterbro.
René Dahl Andersen, som stammer fra Hørby, fortalte historier fra et liv i halvmørke baggårde og tog cirka 230 fremmødte med ind i patruljebilen og på den legendariske Station 1 i København.
- René havde lovet et anderledes foredrag - og det blev det. Vi er glade for den store interesse for foredraget, og vi kunne sagtens have solgt flere billetter. Det er dejligt, når der sker noget på landet, og vi måtte sætte et ekstra telt op, så alle kunne sidde i læ for vinden under spisning og foredrag, siger Charlotte Fredborg Jensen fra Jensen Jordbær.
Inden aftenen var omme, havde godtfolkene i bakkerne stiftet bekendtskab med et stort brød med bodega-vom og tylskørt, hårdtslående politikfolk, mor Lene og far Eigil, utraditionelle metoder og en enkelt fætter, der sad bagest i teltet og på en måde var begyndelsen på det hele. Det var lokalt, sjovt og et virkelig godt eksempel på, hvad man kan skabe derude, hvor landet ligger, som man selv har lagt det.
René Dahl Andersen:
- Jensen Jordbær er et aktiv i landsdelen, og i går havde de fået endnu en god idé. Generelt oplever jeg, at når jeg holder foredrag i de små samfund, så møder alle op. Det er ikke kun her, men i hele landet. Og ikke kun når det er mig, men når der generelt sker noget.
René Dahl Andersen var underholdende, jordbærrene var søde, og teltet var fyldt til bristepunktet. Hvis man har appetit på mere, så holder René Dahl Andersen foredrag i Frederikshavn igen 12. august - og der er åben hos Jensen Jordbær til langt ud på sensommeren.






































