Gå til hoved-indhold
17. maj 2025 - kl. 00.05

Gamle fodboldspillere mødes til FfI Young Boys' Cup

  • 1 af 2
    FfI Young Boys mødes to gange om ugen, året rundt, til drabelig fodbolddyst. Lige nu træner de til det store stævne 23. maj.
  • 2 af 2
    FfI Young Boys fejrede afvikler Young Boys Cup 2025 fredag 23. maj på Fodboldvej.
Af: Michael Frederiksen

Fredag 23. maj er FfI vært for stort fodboldstævne med omkring 150 deltagere fra klubber i Aalborg, Herning, Odense, Vejle, Horsens og Frederikshavn.

Der er forår i luften, og fodbold skal opleves live. Den danske Superliga slutter med sidste spillerunde i weekenden 24.-25. maj, men allerede dagen før, fredag 23. maj, er der mulighed for at se masser af god fodbold live på grønsværen på M.A.R.S. Arena på Fodboldvej.

Her afvikler FfI Young Boys sin årlige fodboldturnering for spillere over 65 år.

Turneringen, der efterhånden er blevet en fast tradition, har i år deltagelse af hele ni gæstende hold: Aalborg Chang, der kommer med to hold, AaB, Aalborg KFUM, Aalborg Freja, Storvorde-Sejlflod, Herning Fremad, B1909/Odense, Vejle Boldklub og Horsens FS.

FfI stiller selv med to hold.

Holdene afvikler en lille turnering, og de to mest vindende hold mødes i finalekampen, der spiller ved middagstid.

Når vinderen er fundet, rykker deltagerne indendørs til tredje halvleg i FfI's klubhus.

Her står den på en solid herrefrokost med en perlerække af hjemmelavede retter, social hygge, gamle fodboldhistorier og ægte livemusik.

Kendte fodboldnavne
Udover de aktive fodboldspillere deltager en række kendte fodboldpersonligheder.

Lynge Jakobsen, Mr. AaB, fortæller om sit liv med fodbold, både som spiller og mangeårig sportsdirektør i AaB.

Desuden kommer Peter Rudbæk, mangeårig fodboldtræner i blandt andet AaB og AGF og uddannelseschef i DBU. Det samme gør kendte fodboldkoryfæer som Karsten Simensen, AaB og FfI, Tommy Hansen, Vejle, og Jens Tang Olesen, FfI med flere.

Fra Horsens kommer den legendariske sportsredaktør på Horsens Folkeblad, Tommy ”Kuglepen” Poulsen, en af de mest vidende fodboldjournalister herhjemme, der altid er garant for sjove fodboldanekdoter fra et langt liv som fodboldreporter.

Pigtrådsmusik
Flere af spillerne på Young Boys var tilbage i 60'erne med i forskellige pigtrådsorkestre, blandt andet Face To Face og Firebirds. De musikalske drenge har fundet sammen i Young Boys' Boyband og vil skrue uret tilbage til tiden, da 17-årige Harald Nielsen løb på banen på Frederikshavn Stadion til tonerne af ”River Kwai March”, Mick Jagger havde sin første date til gode, og Paul McCartney turede rundt i Liverpool og ledte efter nogle musikalske legekammerater.

På dagen optræder FfI Young Boy's Boyband i følgende holdopstilling: Erik Amping, Kristian Brogaard, Søren Schmidt Olesen og Flemming ”Netzer” Pedersen.

10 års jubilæum i 2023
I 2023 fejrede FfI's Young Boys 10 års jubilæum. De halvgamle drenge mødes hver mandag og torsdag formiddag – året rundt - til to gange 30 minutters fodbolddyst.

I marts i år skrev DBU Jylland en fin artikel om FfI Young Boys.

Stævnet fredag 23. maj fløjtes i gang klokken 9.30 på M.A.R.S. Arena på Fodboldvej i Frederikshavn – og der er fri entre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...