Genbrugsen Frederikshavn uddeler igen af overskuddet
- Det er en særlig dag i dag. Vi får lov at give noget videre, indledte Torben Christensen, formand for Yś Men klubbernes Genbrugsen i Danmarksgade sin lille tale ved uddelingen af butikkens overskud.
Denne gang, som er anden gang i år, med uddeling af overskud fra Genbrugsen, var der ni forskellige modtagere - alle sammen gode velgørende organisationer og foreninger, som blev tilgodeset.
De største beløb tilfaldt Danmission, Global Hope og Mission Øst, som alle tre hjælper med nød i henholdsvis Myanmar, Kenya og Ukraine.
Lokalt fik KFUM-spejderne i både Mosbjerg og Gærum støtte. Ligeledes blev Søndagsskole-lejren på Hvide Klit og en tværkulturel sommerlejr i Hørby tilgodeset.
Menighedsplejen i Frederikshavn og Støtte og Krisevagt Foreningen sluttede feltet af med et pænt rundt beløb.
De 2 Yś Men kubber, der driver butikken i gågaden, fik også hver et beløb, som de så også uddeler til andre velgørende formål. I alt var det 175.000 kroner, der denne onsdag skiftede hænder.
Torben Christensen understregede, at overskuddet er resultatet af et stort og vedholdende arbejde af alle de frivillige, som uge efter uge møder op med smil og engagement.
- Ligeledes er butikkens kunder og de mange, der donerer varer til butikken, med til, at resultatet er så flot. Der var stor taknemmelighed fra modtagerne, og der blev bl.a. fortalt historier fra Ukraine, om gadebørn i Kenya og glimt fra Myanmar, fortæller Torben Christensen.