Gå til hoved-indhold
12. januar 2026 - kl. 00.01

Genbrugsbutikker afviste flyttebil med indhold fra dødsbo

  • 1 af 1
    - Vi er frygteligt kede af det. Der er sket en misforståelse, oplyser funktionsområdeleder Mette Swartz, Blå Kors Genbrug.
Af: Michael Frederiksen

Har genbrugsforretningerne i Frederikshavn et luksusproblem? Det spørgsmål stiller Hanne Laursen, efter at to genbrugsbutikker afviste at modtage indholdet i en flyttebil. Den ene butik, Blå Kors Genbrug, havde hun endda en aftale med. Blå Kors lægger sig fladt ned og beklager afvisningen.

Da Hanne Laursens mor døde i december, var der mange rigtig gode ting og en masse godt mærketøj i lejligheden.

- Vi syntes, det var synd at køre det hele på lossepladsen, så vi spurgte Blå Kors Genbrug i Læsøgade i Frederikshavn, om de var interesseret. Det sagde de ja til, og vi lavede en aftale om tidspunkt for leveringen. Jeg troede derfor, at alt var i den skønneste orden, fortæller Hanne Laursen til Kanal Frederikshavn.

Familien bestilte en flyttebil med to mand til at køre det hele fra Sæby til Frederikshavn på det aftalte tidspunkt, men da flyttemanden ankom til Blå Kors Genbrug i Læsøgade, nægtede de at modtage tingene.

- Vi havde en aftale, men de havde ikke lige plads. Aftalen var lavet for mere end to uger siden, så jeg forstod ikke en brik. De kunne bare have sagt nej tak fra start, så havde vi ikke haft udgiften til flyttemændene. Jeg synes, det er respektløst. Vi betaler i dyre domme for flyttefolk for at give tingene til en velgørende organisation, siger Hanne Laursen.

Hun vurderer, at der var varer for 15.000-20.000 kroner.

- Er det sådan, man behandler de mennesker, der gerne vil donere til den gode sag? Vi har altid syntes, at butikken i Læsøgade er et rart sted at komme, og vi har ofte afleveret genbrugsting og også købt ting, men det er slut nu, forsikrer Hanne Laursen.

Flyttemanden kørte i stedet for op til Røde Kors Butik på Suderbovej i Frederikshavn. Her var der ingen aftale, og de ville kun have et havebord og fire stole.

- Ellers var de ikke interesseret. Det føles som et luksusproblem, mener Hanne Laursen.

Mette Swartz er funktionsområdeleder i Blå Kors Genbrug. Hun bekræfter Hanne Laursens oplevelse.

- Vi er frygteligt kede af det. Der er sket en misforståelse. Vores leder i Frederikshavn har været på ferie, og de rigtige mennesker har ikke fået besked om den aftale, der blev lavet for to uger siden, erkender Mette Swartz.

Hun oplyser, at lageret i Frederikshavn var fyldt, og det er meget usædvanligt. Hun afviser, at genbrugsbutikkerne har et luksusproblem.

- Vi tager imod alt, og er meget taknemmelige for donorer af møbler, tøj med mere, understreger funktionsområdelederen og tilføjer:

- Det er frygteligt ærgerligt. Det er aldrig sket før hos os.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...