Glæd dig til punk-inspireret Syvsten-polka med kanonskud og vandballoner
Der er vistnok tale om en verdensbegivenhed, når Bangsbostrand Byorkester lørdag 5. oktober besøger Syvstenhallen – og ovenikøbet har tænkt sig at spille der.
For ifølge Nationalmuseets arkiver har det ellers vidt berejste orkester aldrig før i ensemblets lange historie stået på en scene i Syvsten.
Det pynter ikke på historikken, så nu pudser de frakkeskøderne og instrumenterne til lejligheden. Og de har endda komponeret ”Syvsten Quadrillen”, som er en punk-inspireret polka med kanonskud og vandballoner.
Byorkesteret markerer i år sit intet mindre end 55-års jubilæum. Det blev tidligere på året markeret ved en overdådig koncert i Maskinhallen i Frederikshavn, hvor flere blandt publikum brød i gråd. Ifølge orkesterets kommunikationsafdeling var det glædestårer, men det er ikke bekræftet fra anden side.
Syvstenhallen har til koncerten forstærket loftet, fundamentet og toiletterne. Men så er man også klar til Bangsbostrand Byorkester lørdag 5. oktober kl 14.00.