100 spejdere fra Frederikshavn Kommune på vej til Nordens største spejderlejr
Lørdag morgen var der stor aktivitet ved banegårdsområdet i Frederikshavn.
Cirka 100 spejdere fra Frederikshavn Kommune fyldte to busser, som satte kurs mod Nordens største spejderlejr ved Roskilde, der begynder i dag.
Alle de grupper i kommunen, som skal deltage i lejren, mødtes i morges.
På selve lejren er der spejdere fra mere end 30 nationer, og godt 30.000 spejdere skal hygge sig med et kæmpe tilbud af spændende aktiviteter til søndag 26. juli.
Spejdernes lejr er en fælleslejr for alle spejderkorps i Danmark, som igen er gået sammen om at arrangere.
Det var en flok meget spændte og forventningsfulde spejdere, der mødtes med rygsækkene godt pakket til de ni dages lejr.
Den oplevelse, der venter på så stor en international lejr, er også noget ganske særligt.








































