Gratis boligaften i Frederikshavn: Få styr på boligkøbet – og tag børnene med
Drømmer du om at blive boligejer, eller overvejer du og din familie at flytte i noget større? Så er der hjælp at hente torsdag 4. september, når Spar Nord i samarbejde med EDC Frederikshavn inviterer til en gratis og uformel boligaften i Spar Nord Lounge i Arena Nord.
Arrangementet henvender sig både til førstegangskøbere og til familier, der står over for næste skridt på boligrejsen. Her får deltagerne et overblik over alt det, man skal vide, og mulighed for at stille spørgsmål til både bankrådgivere og ejendomsmæglere.
- Vi ved, at boligkøb kan virke uoverskueligt – især første gang, men også når man som familie skal tage stilling til at flytte i noget større. Derfor vil vi gerne gøre det nemmere og mere trygt ved at tilbyde rådgivning og inspiration i øjenhøjde, siger Dorte Ledet, privatkundechef i Spar Nord Frederikshavn og tilføjer:
- Vi står klar til at svare på de mange spørgsmål, man typisk har – om alt fra finansiering og lån til boligtyper og hverdagsøkonomi.
Udover oplæg og rådgivning byder aftenen også på en sjov hammerslagskonkurrence, sandwich og pølsehorn – og der er sørget godt for børnene med legebord med LEGO, tegninger og søde voksne, der står klar til at lege.
Arrangementet finder altså sted torsdag 4. september kl. 17.30-19.30 i Spar Nord Lounge i Arena Nord.
Det er et gratis arrangement, men du skal tilmelde dig til Ditte Bang Frandsen på dib@sparnord.dk. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.