GRO SELV: I Skagen skaber unge grønne fællesskaber
Klimahandling og fællesskab går hånd i hånd – nu deler GRO SELV 10 anbefalinger til, hvordan flere kan skabe meningsfulde initiativer med bæredygtighed i centrum. I Skagen har unge kombineret kunst og natur for at inspirere til klimahandling.
En sensommeruge på Skagen Kunstmuseer blev rammen om en række workshops gjort grøn. Unge fra arbejdsgruppen Ægte Ung forvandlede lokale planter til farver, upcyclede genbrugstøj og skabte en lydinstallation af Skagens vilde flora.
Med naturen som omdrejningspunkt blev kunst og klimahandling vævet sammen på nye, kreative måder og viste lokale, hvordan klimahandling både kunne være inspirerende, håndgribelig og sjov.
Arrangementet blev til i samarbejde med GRO SELV, der er et åbent fællesskab af unge, der eksperimenterer med at gøre bæredygtighed mere virkeligt og praktisk.
- Det fedeste ved at arrangere GRO SELV-events er at have bæredygtighed som et benspænd. Det tvinger os til at tænke kreativt og finde på sjove løsninger, fortæller Johanna Siiger fra Ægte Ung.
Klimahandling skabes i fællesskab
Skagen er blot ét eksempel på, hvordan unge over hele landet har skabt fællesskaber omkring bæredygtige aktiviteter. Fra sanketure og madfællesskaber til håndværksworkshops og naturcroquis har unge vist, at klimahandling ikke kun er en nødvendighed – det kan også være meningsfuldt, kreativt og sjovt.
- De sidste tre år har vi i GRO SELV haft fokus på at støtte lokale fællesskaber i mindre byer og hjælpe dem med at inkorporere bæredygtige principper i deres aktiviteter. Her har vi udforsket, hvordan klima kan understøtte alt fra kunst og sport til kultur og festivaler, siger Asta Højberg, som er projektmedarbejder i GRO SELV.
Fordi arrangementerne ofte er udsprunget af eksisterende fællesskaber og interesser, har de ikke kun tiltrukket dem, der i forvejen brænder for klima, men også nye deltagere, som har fundet glæde i at engagere sig på deres egen måde.
10 anbefalinger til at få klimahandling til at gro
Baseret på over 10 års erfaringer har GRO SELV udviklet 10 anbefalinger til, hvordan man kan skabe meningsfulde fællesskaber, hvor klima og bæredygtighed bliver en naturlig del af aktiviteterne:
1. Lad hensyn til klima og miljø danne grobund for det, I skaber.
2. Gør klimahandling håndgribelig og relaterbar.
3. Præsenter det grønne som en selvfølgelighed.
4. Skab plads til alle.
5. Samarbejd med dem omkring jer – forandring sker i fællesskab.
6. Faciliter medbestemmelse og samskabelse med og blandt unge.
7. Skab gode rammer for samarbejdet og planlægningsprocessen.
8. Gør rammerne grønne – integrer genbrug i planlægningen.
9. Rodfæst nye vaner – gentagelse skaber genkendelighed.
10. Brug visuel kommunikation og æstetiske udtryk til at vække nysgerrighed og skabe spejling.
Disse anbefalinger tager afsæt i erfaringer fra en lang række initiativer, hvor unge har skabt engagerende og meningsfulde fællesskaber med klima og bæredygtighed i centrum. Erfaringen er, at når klimahandling bliver konkret og relaterbar, bliver det lettere for flere at tage del i den. Og når bæredygtighed integreres naturligt i eksisterende fællesskaber og aktiviteter, skaber det grobund for varige forandringer.
Anbefalingerne skal ses som et redskab til at inspirere flere til at tage initiativ og skabe grønne fællesskaber, der både engagerer bredt og efterlader et positivt aftryk på lokalsamfundet.
Lad klimaengagement gro i dit lokalsamfund
De mange initiativer viser, at bæredygtige fællesskaber kan vokse frem overalt – i kulturhuse, idrætsforeninger, museer og lokale fællesskaber.
- I en tid, hvor klimakrisen er en af de største udfordringer, vi står over for, er det afgørende, at vi alle bidrager aktivt til løsningerne. Ingen enkelt løsning kan stå alene – i stedet skal initiativer spire frem og slå rod i lokalsamfund, fællesskaber og daglige praksisser. Forandring sker ikke kun gennem store politiske beslutninger, men også i det små, dér hvor vi bor, lever og mødes, siger Asta Højberg.
Ligesom unge i Skagen fandt inspiration i naturen og kunstens verden til at skabe nye grønne aktiviteter, kan klimahandling tage form på utallige måder. Måske begynder det med en idé over en kop kaffe, et fælles projekt i boligforeningen eller en ny tradition i den lokale sportsklub.