Grøn omstilling i fællesskab: Grøn Trepart og lokalt samarbejde i Frederikshavn
Arbejdet med den grønne omstilling foregår både på nationalt og lokalt plan. Grøn Trepart samler staten, arbejdsmarkedets parter og erhvervslivet om fælles løsninger, der skal reducere CO₂-udledningen, skabe nye grønne jobs og styrke virksomhedernes konkurrenceevne. I Frederikshavn Kommune er der etableret en lokal mini Trepart, hvor kommune, virksomheder og faglige organisationer arbejder sammen om at omsætte de nationale målsætninger til konkrete initiativer, der skaber vækst, arbejdspladser og en grønnere fremtid i kommunen.
Et af de vigtigste indsatsområder er udtagning af kulstofholdige lavbundsjorder, altså vådområder som for eksempel enge og moser. Når disse jorder dyrkes, udledes store mængder CO₂. Ved at tage dem ud af drift og omlægge til natur, skov eller vådområder, kan udledningerne reduceres markant, da kulstoffet forbliver i jorden. Det er én af de mest effektive indsatser for at nå Danmarks klimamål og samtidig skabe bedre natur, renere vandmiljø og nye rekreative muligheder lokalt.
Selvom vandforsyningerne ikke er en del af Grøn Trepart, deltager Frederikshavn Vand A/S aktivt i arbejdet – både lokalt og sammen med øvrige nordjyske forsyninger. Fokus er især på klimatilpasning, grundvandsbeskyttelse og forsyningssikkerhed.
I fællesskab er der bl.a. udviklet et oversigtskort over grundvandsbeskyttelse. På det viste kortudsnit vises de røde markerede arealer, hvor Frederikshavn Vand A/S har interesse i at beskytte grundvandet. Her kan udtagning af landbrugsjord og friholdelse fra sprøjtning og intensiv dyrkning spille en vigtig rolle.
- Kan vi sikre både målopfyldelse i Grøn Trepart og beskytte grundvandet, opnår vi den største samfundsgevinst. Løsningen findes i samspillet mellem flere interessenter, forklarer vicedirektør Lars B. Østergaard, Frederikshavn Forsyning.
Han oplyser, at opgaven også er i stor fokus ved brancheorganisationen DANVA, der arbejder målrettet på, at vandforsyningerne bliver en del af Grøn Trepart fremadrettet.