Gymnasieelever i faget arkitektur og design besøgte ARKINORD
Fredag gæstede elever fra Frederikshavn Gymnasium ARKINORD på Havnepladsen i Frederikshavn. Anledningen var dialog om elevernes modeller af arkitektoniske værker med tegnestuens arkitekt Ida Marie Hørby Nielsen.
Eleverne har arbejdet under temaet "Arkitektur til tiden" med alt fra en katolsk kirke med mosaikvinduer og lysforhold inspireret af Gaudi's Sagrada Familia i Barcelona, et lejlighedskompleks skabt i brutalistisk stil inspireret af Le Corbusiers fem principper, et sommerhus til et liv på den danske vestkyst. Desuden byhuse til Amsterdam, London og Irland inspireret af klassiske stilarter, og henholdsvis et italienskinspireret teater med korintiske søjler og en lille italiensk basilika. Også et enfamilieshus i modernistisk stil samt en patriciervilla har set dagens lys.
Inden det praktiske forløb har eleverne arbejdet teoretisk med alle de arkitektoniske retninger fra antikken og frem til vor tid sammen med deres lærer Maria Stensgård Poulsen.
Arkitekt Ida Marie Hørby Nielsen havde en dialog med hver enkelt elev om netop deres projekt, som var skabt enkeltvis eller i grupper. Hun satte deres værker ind i en praksisorienteret kontekst.
Hvad betyder for eksempel et mansardtag for vind og vejrforhold samt etageforhold? Og hvordan tager arkitekter hensyn til lysforhold? Skal en opholdsstue helst have lys fra nord eller syd og så videre? Hvordan funktion og æstetik gerne skal gå op i en højere enhed for, at de mennesker, som skal anvende bygningerne, trives bedst.
Elevernes værker kan ses til og med 25. februar, hvor de er udstillet i ARKINORD´s smukke hus på Havnepladsen.













































