Gå til hoved-indhold
10. november 2025 - kl. 22.11

Håber ikke, at SF får et valg, der giver dem afgørende indflydelse

  • 1 af 1
Af  Ole B. Hansen

Ole B. Hansen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: I en kommentar til et indlæg, jeg skrev forleden her på Kanalen, går Per Toft-Jensen i rette med min opfattelse af SF. Tak for det. Det giver mig anledning til endnu en gang at opfriske de historiske kendsgerninger. Jeg tænker selvfølgelig på ”Understed-kuppet” og den deraf følgende økonomiske nedtur for Frederikshavn Kommune, takket være den indflydelse SF tog sig så dyrt betalt for (på skatteydernes regning).

Når jeg sammenligner situationen dengang og situationen nu, skyldes det, at SF’s spidskandidat i dag også sad i byrådet dengang, og mig bekendt har hun ikke givet udtryk for, at hun har fortrudt. Og nu er det blevet for sent. En af hovedaktørerne fra ”Understed-kuppet sidder stadig i SF’s bestyrelse. Den anden hovedansvarlig havde forinden forladt Socialdemokratiet, som han efterfølgende havde yderst svært ved at samarbejde med.

SF’s byrådsgruppe består i dag af én SF’er og tre overløbere, som før det forrige valg, med begejstring, anbefalede vælgerne at stemme på Socialdemokratiet. Deres ringe stemmetal til trods mente de ikke, at de fik indflydelse nok i det store parti. To af dem stiller nu op for SF, men jeg har svært ved at tro på deres loyalitet over for en eventuel samarbejdspartner, og SF for den sags skyld.

Derfor håber jeg ikke, trods alle gode intentioner, at SF får et valg, der giver dem afgørende indflydelse.

Per Toft-Jensen opremser SF’s positive løfter, som vi ikke kan blive uenige om, og han fremhæver, at SF i den forgangne periode har været ”en loyal og konstruktiv samarbejdspartner”! - med ét mandat i byrådet er det vel den mulighed, der findes?

Har jeg glemt at nævne, at det var et socialdemokratisk ledet byråd, der fik rettet op på det økonomiske morads, SF og Venstre efterlod kommunen i dengang?

Per Toft-Jensen nævner, at SF vil "fremdrift med omtanke". Jeg ønsker "stabilitet med løbende forbedringer". Mon ikke de to begreber kan finde anvendelse i et socialdemokratisk ledet byråd?

PS! Jeg er ikke medlem af noget politisk parti og forholder mig uden at skele til de for tiden talrige valgløfter udelukkende til, hvad jeg mener tjener borgerne i Frederikshavn Kommune bedst. De talrige små borgerlige partier med deres nærmest utallige mærkesager har ikke fanget min interesse. Tværtimod!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...