Håndværkerdag samlede omkring 3.000 gæster hos Trigon
Trigons børnevenlige Håndværkerdag samlede lørdag omkring 3.000 gæster. Det et Trigons egen vurdering af besøgstallet, og det betyder, at arrangementet helt sikkert gennemføres igen i 2026 - for tredje år i træk.
- Allerede inden den første time var gået, havde vi sendt over 100 familier afsted på vores skattejagt, konstaterer Cecilie Ørum, marketingansvarlig hos Trigon.
Det vides ikke præcis, hvor mange mennesker der besøgte entreprenørvirksomheden på Knivholtvej lørdag fra kl. 10.00-14.00.
- Men et forsigtigt bud er omkring 3.000 mennesker. Uanset er der ingen tvivl om, at det var en endnu større succes end sidste år. Vi er utroligt glade for den store opbakning og den gode stemning, der har været igennem hele dagen – og så var vi jo også ret heldige med vejret, konstaterer Cecilie Ørum.
Trigon fik mange positive tilbagemeldinger hele dagen igennem.
- Det glæder os virkelig, at vi kan være med til at gøre en forskel i vores lokalsamfund. Vi skylder selvfølgelig også en stor tak til vores mange samarbejdspartnere, som har været med til at gøre denne dag til så stor en succes, udtaler Cecilie Ørum.