Har du fundet Thomas Dambos kæmpetrold i Knivholt-skoven?
Frederikshavn er nu blevet en del af Thomas Dambos troldeunivers - en verden med gigantiske trolde-træskulpturer lavet af genbrugsmaterialer, der er spredt i naturen verden over.
Siden 2014 har Thomas Dambo etableret over 100 trolde i mindst 17 lande på seks kontinenter. Troldene placeres i naturskønne og ofte hemmelige lokaliteter som skove, søbredder eller bakker.
Sikkert er det, at Thomas Dambos frederikshavnske trold er placeret i Knivholt-skoven. Kanal Frederikshavn tog på troldejagt mandag aften, og det lykkedes at finde den efter cirka 15 minutter.
Trolden er - som lovet - meget stor og derfor nem at få øje på. Den ligger ikke direkte ud til en sti i skoven, men den kan ses fra en af skovens mange stier.
Alle Thomas Dambos trolde er forskellige. I Knivholt-skoven sidder trolden med en slangebøsse.
Hvert troldeprojekt bruger udelukkende affaldstræ og kasserede byggematerialer, typisk indsamlet fra lokale virksomheder. Med genbrug vil Thomsas Dambo udstille affaldets skjulte værdi og skabe skønhed af skrot.
I Frederikshavn har blandt andet XL-Byg Elling Tømmerhandel bidraget med resttræ fra gamle engangspaller og emballage. Flere af XL-BYG Elling Tømmerhandels leverandører har også bidraget til projekt med materialer som skruer og befæstelser.
Trolden har kostet næsten 1,5 millioner kroner. Foreningen Knivholts Venner står bag idéen. Frederikshavn Kommune har bevilget 700.000 kroner til kæmpetrolden, som er omkring fem meter høj.
LAG Vendsyssel støtter med en bevilling på 300.000 kroner. Resten kommer fra fonde, sponsorer og frivilligt arbejde.
Projektets formål er at øge interessen for at komme ud i naturen og få gode oplevelser samt skabe en gratis oplevelse af, at bæredygtighed, natur og kunst kan gå arm i arm og skabe grobund for flere oplevelser i Vendsyssel.