Gå til hoved-indhold
21. juli 2026 - kl. 00.07

Har du guld i gemmerne? Så kom med til årets Kræmmer- og Bagagerumsmarked

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Fredag 24. juli kl. 10:00-18:00 er der Kræmmer- og Bagagerumsmarked på Skolemarken bag Kulturhus Kappelborg.

Det er ildsjæleægteparret Hanne og Allan Jensen, som sammen med datteren Olivia er alene om at stable arrangementet på benene. En frivillig hobby, de har haft i mange år.

Private kræmmere fra hele landet, fra Esbjerg til Skagen, deltager traditionen tro i markedet, som også byder på en del børneunderholdning. Byens institutioner og SFO'er vil igen i år være på plads ved friluftscenen.

Kl. 10:00 vil Linette Riber, alias Tante Andante, aktivere børnene ved hjælp af alt fra murbaljer til saxofon. Hun gentager koncerten igen kl. 13:00, og begge koncerter er uden entrè, og for alle børn i Skagen, fastboende og feriegæster. Selv er hun hjemmehørende på Fanø, men elsker at komme og optræde ved arrangementet i Skagen.

Efter koncerterne er der en overraskelse til alle pladsens børn, overrakt af maskotbamsen Bruce. Giv ham en high five, og se hvad du får.

Fra kl. 11:00 kommer ægteparret Julle og Ruth, også kendt som Julemand og Julekone fra Frederikshavn. De leverer kæmpe sæbebobler, en ballonklovn og glimmertatoveringer.

De overlappes af Cinthya fra Aalborg, som tilbyder ansigtsdekorationer og sælger dertil den hårpynt.

- Børneaktiviteterne er uden betaling, så alle familier kan deltage. Det er vigtigt for os, at alle børn kan få en god sommeroplevelse uden at vælte familiens budget. Institutionsbørnene tager ofte tæpper og madpakker med, og bliver på pladsen i nogle timer, fortæller Allan Jensen.

Det er meget vigtigt for arrangørerne, at der ikke sælges eller drikkes øl på pladsen. Til gengæld vil det være muligt at få sig en markedspølse og en kold sodavand.

Det er den lokale Veteranknallertklub Topstykket, som passer pølsevognen og viser deres flotte retroknallerter frem.

Ved Friluftscenen møder man også de seje folk fra Skagen Redningsstation, hvor de fremviser deres topmoderne og veludstyrede 4-hjulstrækker med efterspændt gummibåd. Og hvem ved, måske får de en ny redningsmand/-kvinde i nettet.

- Vi får også besøg af Hjemmeværnets HVE 260 Vendsyssel, der møder med et showtelt og viser deres udstyr frem. Kræmmerne elsker markedet i Skagen, da man efter indtjekning kan medbringe bil og trailer til sin anviste bod. Vi hjælper kræmmerne på plads, men vi måler ikke boden op, da man kan have forskellige behov, siger Allan Jensen.

Tilmelding til kræmmemarkedet foregår på telefon 40633017.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...