Gå til hoved-indhold
08. januar 2026 - kl. 00.01

Har du prøvet cykel-gus? FFK Centret tilbyder Aroma-Bike

  • 1 af 1
    I cykelsalen bliver der diffuseret æteriske olier som pebermynte og appelsin, der virker opkvikkende og giver en følelse af velvære.
Af: Michael Frederiksen

Forestil dig følelsen af sauna-gus – bare på en motionscykel. Det er præcis dét, deltagerne oplever til Aroma-Bike, også kaldet cykel-gus, i FFK Centret i Frederikshavn.

Bag timen står cykelinstruktør Signe Fjord, som inviterer til en anderledes og sanselig indendørs cykeltræning, hvor motion, musik og duft går op i en højere enhed.

I cykelsalen bliver der diffuseret æteriske olier som pebermynte og appelsin, der virker opkvikkende og giver en følelse af velvære – samtidig med, at pulsen kommer i vejret.

- Mange kender følelsen af at gå fra sauna-gus med fornyet energi og godt humør. Aroma-Bike giver lidt den samme effekt. Det sker bare, mens man cykler, fortæller Signe Fjord.

Timerne byder på kreativ og varieret træning med musik i forskellige temaer. Der kan pludselig blive spurtet til Big Band-musik, og stemningen er både sjov, motiverende og inkluderende. Her er plads til både begyndere og meget erfarne cykelryttere.

Signe Fjord er frivillig instruktør i FFK Centret og tilflytter fra Sjælland. Hun har en lang baggrund i cykelsporten og har blandt andet kørt Sjælland Rundt (315 km) som 15-årig, gennemført en ironman og vundet flere danske mesterskaber i triathlon og duathlon i ungdomsrækken. Hun er uddannet cykelinstruktør og har arbejdet med æteriske olier siden 2004.

I undervisningen kombinerer hun cykeltræning med elementer fra mental træning, coaching og mindfulness for at give deltagerne mest muligt ud af tiden i cykelsalen.

- Det vigtigste for mig er, at alle føler sig velkomne og kan være med – uanset niveau og dagsform, siger hun.

For dem, der ikke er til cykel-gus, tilbyder FFK Centret også traditionel sauna-gus i wellnessområdet.

Aroma-Bike er for alle, der gerne vil i bedre humør, få sved på panden og opleve træning på en ny og inspirerende måde – midt i et lokalt fællesskab.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...