Heldigvis fik vi ikke en borgmester, som er ærke-frederikshavner
Kim Birk Larsen, Gærum, har skrevet dette indlæg: Efter tirsdagens byrådsvalg kan jeg konstatere, at 18 ud af 29 byrådsmedlemmer i det kommende byråd er bosat i andre byer end Frederikshavn. Med andre ord repræsenteres oplandet af 62 procent af det nye byråd, hvilket faktisk ret præcist flugter med procentdelen af beboere i oplandet. Og heldigvis har vi fået en borgmester, der ikke er ærke-frederikshavner. Det håber jeg, vi kommer til at mærke.
Det giver håb for os, der er bosat uden for Frederikshavn; valgkampen har været præget af debat om skolelukninger og hvad der med det følger; en nedadgående spiral, når først skolen og dernæst købmanden lukker, ligesom husene i sagens natur kommer til at falde i værdi.
I Gærum, hvor jeg bor, har vi heldigvis stadig skolen. Vi har heldigvis stadig Dagli’ Brugsen. Og vi har heldigvis stadig et godt foreningsliv, herunder en borgerforening, der gør et fremragende stykke arbejde.
Midt i det positive har vi - ligesom andre små bysamfund - gennem den snart overståede byrådsperiode mistet vores to ugentlige dage med genbrugspladsen, der nu kun er åben for haveaffald, og vi har mistet adskillige busafgange, specielt i weekender - blot for at nævne to eksempler. Vi gruer hver dag for, om skolen er det næste, der lukker.
Jeg håber, at de nye byrådsmedlemmer vil lægge sig i selen for at bevare de små bysamfund, som de fleste - dog med let tøven - lovede under valgkampen.
Jeg håber også, at vi som borgere i de små byer, bliver ved at bakke op om de lokale institutioner; skole, købmand, foreningsliv, fremfor at vælge privatskoler og store butikskæder i de større byer.




































