Gå til hoved-indhold
30. oktober 2024 - kl. 15.10

Hemmelig lydfil: Ankestyrelsen kræver redegørelse fra kommunen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Ankestyrelsen går ind i sagen om den hemmelige lydfil fra Frederikshavn Havn, hvor en kommunal medarbejder fortæller, hvordan dokumenter i en aktindsigt er blevet sorteret fra og dermed mørkelagt for offentligheden, oplyser TV2 Nord.

Ankestyrelsen kræver en redegørelse af sagen fra Frederikshavn Kommune.

- Kommunen kommer til at svare på alle de spørgsmål, der er blevet stillet. Jeg synes, det er en god kontrolforanstaltning, siger borgmester Karsten Thomsen til TV2 Nord.

En medarbejder fra Frederikshavn Kommune hjalp i december 2023 Frederikshavn Havn med at bevare en ansøgning om aktindsigt fra TV2 Nord. Det viste sig, at dialogen på dette møde blev optaget.

Den kommunale medarbejder forklarer, at der er sorteret ting væk i de mange dokumenter, som er udleveret til TV2 Nord fra kommunen. Dermed er dokumenter tilbageholdt og holdt skjult for offentligheden. Opfordringen til havnen var at gøre præcis det samme.

TV2 Nords afsløring har ført til, at Frederikshavn Kommune har indledt en personalesag. I spidsen for undersøgelsen står kommunaldirektør Thomas Eriksen, men Venstre mener, at han er inhabil i sagen. Det skal politikerne diskutere på aftenens byrådsmøde. Venstre mener, at personalesagen bør overlades til KL, og at den også skal omfatte kommunaldirektøren.

Borgmester Karsten Thomen (A) afviser Venstres ønske.

- Vi må have respekt for de tillidsrepræsentanter og fagforeninger, der er de professionelle i sådanne sager, og dem, der er garanter for, at fakta kommer på banen, og at sagen behandles professionelt og efter alle de forskrifter, vi har. Lad dem nu gøre deres arbejde, som er at passe på deres medlemmer og sørge for, deres sag bliver behandlet ordentligt. På den måde passer vi på medarbejderne i kommunen, siger Karsten Thomsen til Kanal Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...