Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.11.2022 | Af: Michael Frederiksen

Hermans Hule åbner legeland i Frederikshavn

De tre ejere af Hermans Hule i Frederikshavn: Emma Kragh, Jeppe Kragh og Anders Jensen.
De yngste børn i Frederikshavn og omegn får en tidlig julegave, når Hermans Hule åbner på første sal i Møllecentret, ved KiDs Coolshop og McDonald's.

 

Hermans Hule er et indendørs legeland, hvor den primære målgruppe er børn fra 1-8 år. Her findes legehuse, legetøj, kugler, klatrevægge og legelandssystemer med mere.

Det er søskendeparret Emma og Jeppe Kragh samt Anders Jensen, som ejer Hermans Hule i Frederikshavn, der altså ligger på første sal i Møllecentret over butikker som KiDs Coolshop, Coop365 og El-Salg Frederikshavn. Her har der tidligere været kontorlokaler, men ejeren Christian Vejby har ombygget over 900 kvadratmeter til et legeland for de yngste børn. Der er indgang fra vestsiden – over mod Jem & Fix.

Lige nu har de tre ejere og håndværkere travlt med at blive klar til åbningen i begyndelsen af december. Da Kanal Frederikshavn besøgte Hermans Hule i Møllecentret, var man i gang med at samle en tankstation, brandstation, politistation, hestestald, foodtruck og McDonald's.

- De bliver placeret, som var det en lille by, hvor børnene kan køre mellem de forskellige bygninger. Det findes ikke i andre af vores ”huler”, forklarer Emma Kragh.

Hermans Hule ligger p.t. i otte byer: Holstebro, Herning, Silkeborg, Hjørring, Skanderborg, Randers, Skive og Viborg. Fire nye afdelinger er på vej, blandt andet i Frederikshavn og Fjerritslev.

- Vi forventer de kommende år at åbne tre nye afdelinger om året. Vi bliver landsdækkende med cirka 40 afdelinger, oplyser Jeppe Kragh, som er franchisegiver.

I en krisetid, hvor folk er forsigtige med at bruge penge, ligner Hermans Hules ekspansion en modig beslutning. Det føler de tre ejere af Hermans Hule i Frederikshavn dog ikke.

- Vi er nemlig så billige, at det nærmest er det eneste, som mange familier med små børn har råd til i disse tider, griner Emma Kragh.

Et adgangskort, der giver fri adgang i en måned, koster 90 kroner for ét barn. To børn koster 140 kroner, mens prisen for tre børn er 165 kroner. Det er gratis for op til to voksne pr. barn at komme ind i Hermans Hule. Adgangskortet gælder til alle afdelinger. Det er også muligt "kun" at købe adgang til én dag. Her er prisen 100 kroner pr. barn (igen har to voksne gratis adgang).

Der findes særlige priser for dagplejere og institutioner.

Det er også muligt at medbringe sin egen mad og drikkevarer, når du besøger Hermans Hule. Der findes områder, hvor man kan sidde ned, mens man spiser og hygger sig.

Åbningstiderne vil fremgå af hjemmesiden, men det bliver typisk alle dage fra kl. 9.00 til 18.00, dog kl. 19.00 om fredagen. Mandag er der lukket.

I hverdagene er der som udgangspunkt ingen personale. Indgang og eventuel betaling foregår elektronisk.

Der er også lavet et sted, hvor barnevogne kan placeres, hvis det er nødvendigt med lidt søvn undervejs i Hermans Hule. Forældre eller bedsteforældre vælger selv, om barnevognen skal stå under åben himmel eller indenfor.

- Vi glæder os til at komme i gang i Frederikshavn og føler, at vi har ramt en perfekt placering med den trafik og de naboer, som er i området, siger Jeppe Kragh.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close