Gå til hoved-indhold
112
22. februar 2024 - kl. 11.02

Hjemløs polak har i fire måneder "besøgt" Kappelborg udenfor åbningstid

  • 1 af 1
    Den hjemløse mand havde nøgle til Kappelborg. Nøglen fandt han i en dørlås. Foto: Kulturhuset Kappelborg
Af: Michael Frederiksen

En 46-årig mand fra Polen blev i går anholdt i Skagen. Han har siden november flere gange opholdt sig i Kulturhus Kappelborg uden for normal åbningstid. Udlændingestyrelsen skal nu afgøre, om manden skal udvises af landet.

Politiet har siden januar været klar over, at en person med jævne mellemrum opholdt sig indenfor på Kappelborg, når stedet ellers var lukket, og alle var gået hjem.

Kulturhuset anmeldte sagen til politiet, da der i julen også blev stjålet et mindre beløb i kontanter.

Kappelborg havde mistanke til en mand, som med jævne mellemrum også besøgte biblioteket på Kappelborg i åbningstiden.

Politiet har efterforsket sagen, og videoovervågningen viser, at manden begyndte at skaffe sig uberettiget adgang til Kappelborg i november.

Da manden onsdag formiddag besøgte Kappelborg i åbningstiden, slog politiet til. Det viste sig at være en 46-årig polak.

Han erkendte, at han har besøgt kulturhuset flere gange uden for åbningstiden. Det var nemt for ham at komme ind, da han på et tidspunkt havde fundet en nøgle til Kappelborg i en dørlås.

Han nægter derimod at have stjålet penge. I forbindelse med anholdelsen blev han fundet i besidddelse af en lille kniv.

Den 46-årige mand forklarede politiet, at han er hjemløs. Han har opholdt sig i Danmark i et års tid. Han oplyste, at han sov i en tom lagerbygning på Skarpæsvej i Skagen, som han også uberettiget har skaffet sig adgang til.

Politiet har kontaktet ejeren af den tomme lagerbygning.

Udlændingestyrelsen skal nu afgøre, om manden skal udvises af Danmark. 

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...