Gå til hoved-indhold
02. maj 2025 - kl. 13.05

Hvem skal tænde for kontakten til gadelys i Frederikshavn Kommune?

  • 1 af 1
Af  Erik Kyed Trolle

Erik Kyed Trolle (A), udpeget bestyrelsesformand i Forsyningen og byrådsmedlem, har skrevet dette indlæg: Byrådet behandlede onsdag et punkt om nuværende og fremtidig gadelyskontrakt, som p.t. er en aftale mellem Frederikshavn Kommune og Forsyningen. Sagen var løftet ind i byrådssalen af Jens Borup (V), som ikke var enig i Teknisk Udvalgs beslutning om fornyet behandling af den eksisterende gadelyskontrakt.

Under behandling af sagen viste det sig, at Jens Borups ønske var en annullering af den nuværende kontrakt til fordel for et salg til Nord Energi.

Et af de fremførte argumenter fra Jens Borup var, at der i den nuværende kontrakt med Forsyningen bliver betalt en for høj pris for levering af gadelys i forhold til omkringliggende kommuner. Denne påstand var støttet af et notat udfærdiget af en kommunal medarbejder i 2024.

Medarbejderen ønskede ikke at indgå i en dialog med Forsyningen om de faktiske forhold, men baserede notatet på en telefonisk henvendelse til nogle andre kommuner.

Notatet bærer klart præg af, at der overhovedet ikke er foretaget analyse af de indhentede priser, herunder investeringer, foretagne prioriteringer og andre relevante forhold for en sammenligning af priser.

Konklusionen var givet på forhånd og viste, at vi i Frederikshavn Kommune halter bagefter med udskiftning til gadelamper til LED-lamper. P.t. er 40 procent udskiftet, hvor gennemsnittet i landets kommuner er cirka 75 procent.

Forsyningen har igennem årene, efter aftaler med Frederikshavn Kommune, overholdt de aftaler, der er lavet med hvilke prioriteringer og investeringer, der skulle foretages, herunder arbejdet med fjernelse af gamle elmaster og fjernelse af luftbårne ledninger.

Da man indgik en kontrakt om gadelys for cirka 20 år siden, var der stort set ikke mulighed for LED-lys til gadelamper, og da mulighederne for disse opstod, viste det sig, at første udgave LEED-lamper var en dårlig kvalitet og elendig investering. Dette vil for mange kommuner, som var hurtige til investeringer, betyde, at man igen indenfor kort tid skal ud i endnu en kæmpe investering til udskiftninger - i mange tilfælde af både master og lamper.

I den nugældende kontrakt om gadelys betaler Frederikshavn Kommune en fast årlig pris tillagt en fast pris for nyanlæg ved udstykninger af boligområder. Et eventuelt overskud i forhold til de faktiske omkostninger bliver anvendt til EKSTRA udskiftning til LED-lamper.

Den langsigtede aftale om udskiftning til LED-lamper vil betyde, at ved den nuværende kontrakts udløb ved udgangen af 2028 vil 86 procent af gadelamperne være LED-lamper og dermed være over landsgennemsnittet.

Byrådets vedtagelse af indstilling om genforhandling af den nuværende kontrakt for gadelys har til formål at forhandle en aftale om hurtigere udskiftning til LED-lamper hvilket igen vil betyde en hurtigere besparelse for Frederikshavn Kommunes budget til gadebelysning til fordel for alle.

Frederikshavn Kommune har, efter det famøse notat i 2024, fået udarbejdet et nyt notat fra et velanskrevet privat konsulentfirma. Et notat, som helt klart anbefaler en genforhandling af gadelyskontrakten NU og en stillingtagen til eventuelt udbud af hele kommunens elforbrug fra 2029.

Undskyld den lange forklaring, men jeg føler, det er vigtigt, at borgerne er orienteret om fakta og ikke blot får en opfattelse af, at byrådets vedtagelse er en afvisning af andre muligheder, herunder også Jens Borups fremsatte ønske om salg af hele elområdet til anden side.

Man bør ikke på forhånd afvise nye ideer, men det skal ske velovervejet og ikke som en hovsaløsning, og slet ikke når vi taler om den vigtige infrastruktur i vores kommune, og heller ikke når vi taler om lokale arbejdspladser i kommunen.

For interesserede borgere vil jeg tillade mig at henvise til debatten fra byrådsmøder, som kan høres med indgang fra Frederikshavn Kommunes hjemmeside og ikke blot læse kommentarerne på nogle sociale medier. Kommentarer, som uden forkundskab til sagerne blot fortæller, at politikere ikke er "de skarpeste knive i skuffen" og så videre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...