Gå til hoved-indhold
29. august 2020 - kl. 00.08

IF Skjold Sæby får besøg af divisions-nedrykkere

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Nikolaj Dorff: - Vi kommer til at møde et hold, som kan spille i et utroligt højt tempo, og de kommer med enorm stor fysisk power, som kan være svær at håndtere.
  • 4 af 4
    Nikolaj Dorff: - Vi kommer til at møde et hold, som kan spille i et utroligt højt tempo, og de kommer med enorm stor fysisk power, som kan være svær at håndtere.
Af: Michael Frederiksen

Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen - Kanal Frederikshavns kommunemesterskab i fodbold - er lørdagens DS-kamp på Sparekassen Vendsyssel Arena mellem IF Skjold Sæby og Vejgaard Boldspilklub.

Aalborgenserne er nedrykkere fra 2. division.

- Vejgaard har et rigtigt dygtigt mandskab med en god portion rutine. Vi kommer til at møde et hold, som kan spille i et utroligt højt tempo, og de kommer med enorm stor fysisk power, som kan være svær at håndtere. Baseret på mit kendskab til dem forventer jeg, at de kommer til at spille med om de sjove placeringer, vurderer cheftræner Nikolaj Dorff, IF Skjold Sæby.

- Vi forbereder os på denne kamp som på alle andre kampe - ved at have fokus på de ting i vores eget spil, som kan give os succes. Vi vil jagte det gode resultat ved at søge en præstation, som tager afsæt i egne kvaliteter - og de ting vi kan påvirke. Om vi så kan stille noget op mod dem, vil kampen vise. Vi er helt klar over, hvem der er favoritter, erkender Skjold-træneren.

IF Skjold Sæby har indledt sæsonen med nederlag til Silkeborg KFUM og Herning Fremad.

- I kampen mod Silkeborg KFUM leverer vi en meget moden og afklaret præstation, som jeg er meget stolt af. Vi møder et fantastisk godt hold, som fortjent vinder kampen, men jeg føler, at vi var kompetitive på niveauet på dagen. Herning Fremad er jeg slet ikke tilfreds med. Vi leverer ikke samme energi og udtryk over alle 90 minutter, som vi lykkes så fint med mod Silkeborg KFUM. Desuden dummer vi os meget i nogle meget vigtige faser af kampen. Vi spiller ikke godt i store perioder, kommer tilbage fra både 0-1 og 1-3 og får udlignet, men ender alligevel med at tabe kampen. Her skal vi klart lære og forbedre os i forhold til at være mere kyniske og kunne tage temperaturen på en kamp. Dette gælder især på udebane, hvor det kan være lidt vanskeligere at have en lang bustur og publikum imod sig, siger Nikolaj Dorff.

IF Skjold Sæby har i denne sæson fået tilgang af Gerardas Zukauskas (FfI), Asbjørn Moltke (Asaa) samt Lucas Nielsen (HI). Desuden er Jeppe Jacobsen kommet tilbage efter sin korsbåndsskade.

- Det er alle spillere, som kan gøre sig i førsteholdstruppen, og som vi har store forventninger til på kortere eller længere sigt, fastslår Nikolaj Dorff.

På skadesfronten er Emmanuel Simon og Martin Mølholt ude med knæskader, men Mølholt er dog på vej tilbage. I dagens kamp har Skjold to-tre skader og et corona-afbud.

- Vi har en spiller, som er bosiddende i Aarhus med job i Nordjylland. Han er blevet bedt om at at arbejde hjemmefra i en periode på grund af det forholdsvis høje smittetal i området. Derfor er det fundet upassende at køre til Sæby og spille fodbold. Det er der naturligvis forståelse for.

Der er kampstart kl. 13.30 i Sæby. Tinus Stengaard Pedersen er dommer med Jørgen Bo Jensen og Kasper Søndergaard Sørensen på linjerne.

Kanal Frederikshavn liveopdaterer fra kampen på Facebook.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...