Gå til hoved-indhold
12. april 2023 - kl. 12.04

Indsamling til Bumagin: Han skal ikke i krig

  • 1 af 2
    FOTO: White Hakws
  • 2 af 2
    Natalija og Aleksandr Bumagin ønsker en fremtid i Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks fjerner for en kort stund fokus fra det sportslige i forsøget på at skaffe økonomi til at beholde russeren Aleksandr Bumagin, hans kone Natalija og parrets tre børn, der alle spiller ishockey i FIK, i Frederikshavn.

- Vi kan som bestyrelse og klub ikke leve med at sende Bumagin tilbage til Rusland grundet den nuværende situation i Ukraine. Vi vil under ingen omstændigheder være med til, at Bumagin kan risikere at blive sendt i krig velvidende, hvilke forfærdelige konsekvenser det kan have for Bumagin og hans familie, siger direktør René Jørgensen.

Flere alvorlige knæskader gør Aleksandr Bumagins sportslige fremtid usikker. Men russeren er populær i klubben, og hele familien Bumagin ønsker en fremtid i Danmark.

- De vil bo i Danmark. Især børnene er mere danske end russiske, og både Natalija og Bumagin har i øjeblikket travlt med at lære dansk. De ønsker også dansk statsborgerskab, men det har længere udsigter, siger René Jørgensen.

Frederikshavn White Hawks har derfor besluttet, at Aleksandr Bumagin på den ene eller anden måde skal være en del af Frederikshavn White Hawks i den kommende sæson.

- Vi er selvfølgelig fuldstændig bevidste om, at dette har en direkte påvirkning på vores økonomi, men SAMMEN kan vi løse denne udfordring, mener WH-direktøren.

White Hawks appellerer til, at private og virksomheder bidrager økonomisk, så klubben har råd til at beholde russeren, uden at det påvirker budgettet for næste års trup.

Private kan sende et valgfrit beløb på MobilePay 46442, mens virksomheder kan kontakte René Jørgensen på mail, hvorefter han fremsender en faktura på det aftalte beløb.

Alle donationer på 10.000 kroner eller mere bliver inviteret til et eksklusivt arrangement med Aleksandr Bumagin og hans familie. Alle donationer synliggøres på White Hawks' hjemmeside.

- Vi vil gerne takke på forhånd og håber, at mange vil overveje at bidrage til denne vigtige sag. Bumagin skal ikke i krig i Ukraine, udtaler René Jørgensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...